Morgenpost: Kandidater måtte ikke nævne ordet tang på vælgermøde

Pendlere får lettere ved at stemme, øget arbejdspres på lokalpolitikere, og ordet tang blev bandlyst fra vælgermøde. Få hele overblikket her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Godmorgen.

Du har klikket dig ind på dagens morgenpost, som giver dig overblikket i kommunal- og regionsrådsvalgkampen.

Vi kommer forbi et vælgermøde i Karrebæk, hvor der var forbud mod at bruge ordet tang, en ny lokalliste, der vil have vælgerne på valgplakaterne, og en helt ny mulighed for pendlerne, som ønsker at stemme.

Nå, men der er meget på programmet, så lad os komme i gang med dagens omgang morgenpost.

quote Vi vil gerne have, at så mange som muligt stemmer til kommunalvalget. Det er vigtigt for vores lokaldemokrati og fællesskab

Charlotte Møller, leder af Borgerservice i Guldborgsund Kommune

Vi hopper i gymnastiktøjet og begynder i Ringsted Kommune, hvor et flertal af partierne allerede inden valget den 21. november ønsker at hæve tilskuddet til idrætten. Det er Dagbladet Ringsted, som tirsdag bringer historien fra kommunen midt på Sjælland.

Sidste år gav Ringsted Kommune et tilskud til idrætten, der svarede til 598,70 kroner pr. indbygger. Det placerede kommunen på en 76. plads sammenlignet med landets øvrige 97 kommuner. Men nu er seks ud af 10 spidskandidater positive overfor at hæve kommunens tilskud til området.

Hos Venstre, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Alternative mener man dog ikke, at flere penge er vejen frem.

Stem på vej hjem fra arbejde

Når du i dag stiger af toget eller bussen ved Nykøbing Falster Station, kan du som noget helt nyt fra i dag stemme til kommunal- og regionsrådsvalget samt ældrerådsvalget.

Det er Guldborgsund Kommunes Borgerservice, der står bag ordningen, som sker mellem klokken 16.30 og 19.30 tirsdag og torsdag.

Her vil Borgerservice stå klar med mobile stemmebokse i stationsbygningens forhal, og hvis bare man har gyldig legitimation som pas, kørekort eller sundhedskort, ja så kan man stemme. Tilbuddet gælder i øvrigt alle stemmeberettigede borgere – også dem, der bor i andre kommuner.

- Vi vil gerne have, at så mange som muligt stemmer til kommunalvalget. Det er vigtigt for vores lokaldemokrati og fællesskab. Samtidig ved vi godt, at det kan være svært for pendlerne at nå det hele i en travl hverdag, og derfor kommer vi nu til dem, udtaler Charlotte Møller, der er leder af Borgerservice i Guldborgsund Kommune, i en pressemeddelelse. 

4f3deabf-a4d0-4553-92c1-1ca4ec07d878.jpg
Læs også
Landskendt politiker kan gøre Guldborgsund til Danmarks første DF-kommune
4f3deabf-a4d0-4553-92c1-1ca4ec07d878.jpg
Læs også
Landskendt politiker kan gøre Guldborgsund til Danmarks første DF-kommune

Vælgerne på valgplakater

Vælgerne er også i fokus hos en ny lokalliste i Vordingborg Kommune. Listen med softwareingeniør Jonas Wolffsen i spidsen ønsker, at magten skal væk fra politikerne og tilbage til vælgerne.

Derfor har lokallisten ifølge Sjællandske lavet en af de mest opsigtsvækkende valgplakater i den sydsjællandske kommune.

På plakaten ses en silhuet af en person og en lille pil, hvor der for enden står dig selv. Overskriften på valgplakaten er: Hvad med at bestemme selv?

Øget arbejdspres går ud over lokalpolitikeres privatliv

En ting er magt, noget andet er arbejdspres.

Det sætter Jyllands-Posten fokus på tirsdag med historien om, at politikere bruger 19 timer om ugen på kommunalpolitik.

Faktisk bruger kommunalpolitikere ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) dobbelt så meget tid på dagsordener, bilag og møder sammenlignet med niveauet i 1970. Helt konkret er den tid, som personerne bruger på at være i byrådet, næsten fordoblet fra 10-12 til 19 timer om ugen. 

stemmeboksen.jpg
Læs også
Udlændinge kan trække valgdeltagelsen ned
stemmeboksen.jpg
Læs også
Udlændinge kan trække valgdeltagelsen ned

- Det hænger sammen med, at kommunerne er blevet større og har fået mere komplekse opgaver, siger kommunalforsker Yosef Bhatti fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Undersøgelsen, som centret står bag, viser også, at mere end halvdelen af de adspurgte vurderer, at det politiske arbejde går ud over privatlivet.

- Det er især kvinder og unge, der føler, at kommunalpolitik tager så meget tid, at det går ud over privatlivet, fortæller Yosef Bhatti.

Måtte ikke nævne tang

Så kommer vi til sagen om tang fra Karrebæk i Næstved Kommune.

På et vælgermøde tirsdag aften nedlagde dirigenten ifølge Sjællandske forbud mod at tale om tang.

Man måtte simpelthen ikke nævne tang på Vesterhave Strand og velkomstplads, og flere omtalte forbuddet som anarki.

Det lykkedes dog en af de fremmødte at snige den ildelugtende tangsuppe ind i sit indlæg om alt for høj fart i Karrebæksminde. Avisen beskriver ikke, hvorfor tang ikke måtte nævnes. 

Lukkedage er ikke det største problem

Vi bliver faktisk i Næstved Kommune. Mandag aften havde TV ØST premiere på debatprogrammet Dit Valg, hvor Carsten Rasmussen (S) og Kristian Skov-Andersen (V) mødtes til valgdebat i Super Brugsen i Fensmark. Begge kæmper om borgmesterposten i Næstved Kommune.

Et af de mange emner, som blev vendt, var antallet af lukkedage i kommunens daginstitutioner.

I Region Sjælland er Næstved Kommune blandt de absolutte topscorere, når det gælder besparelser på børneområdet. Staben af pædagoger er barberet ned, og antallet af lukkedage er steget til 22 om året. Det er blandt det højeste i hele landet. 

Carsten Rasmussen og Kristian Skov-Andersen i valgdebat
Læs også
Borgmesterkandidater i Næstved: Lukkedage er ikke det største problem
Carsten Rasmussen og Kristian Skov-Andersen i valgdebat
Læs også
Borgmesterkandidater i Næstved: Lukkedage er ikke det største problem

Men ifølge begge borgmesterkandidater, er antallet af lukkedage ikke det største problem, når det kommer til ordentlig pasning af kommunens mindste størrelser.

- Det med lukkedage er ikke verdens største problem. Vi skal aldrig ned på nul for forældre skal holde ferie med deres børn, og Venstre har skrevet i valgprogrammet, at vi skal under 18 lukkedage. Men jeg tror, at normeringer ligger forældrene endnu mere på sinde, end lukkedage gør, så det vil vi tage fat i først, sagde Kristian Skov-Andersen.

- Jeg er enig i, at lukkedage ikke er det største problem. Vi vil meget gerne have færre lukkedage, men jeg tror, at forældrene hellere vil acceptere 22, 20 eller 18 lukkedage og så flere pædagoger i dagligdagen, end det måske er tilfældet nu, siger Næstveds nuværende borgmester Carsten Rasmussen.

Stadig i tvivl? Tag den store kandidattest

Inden vi runder af og overlader scenen til dagens debatter og andre politiske arrangementer nederst i morgenposten, kommer vi lige forbi vores store kandidattest.

For hvis du er i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunal- og regionsrådsvalget den 21. november, kan du nu tage de store kandidattests og se, hvilken kandidat du er mest enig med.

Testen giver også mulighed for at dykke dybere ned i kandidaternes holdninger til en lang række emner og politiske spørgsmål – også helt lokalt.

kv17-den-store-kandidattest.jpg
Læs også
Stadig i tvivl? Tag kandidattesten
kv17-den-store-kandidattest.jpg
Læs også
Stadig i tvivl? Tag kandidattesten

Husk, at testen kun er lavet til inspiration. Du kan læse mere om kandidaterne fra samtlige kommuner lige her, og her finder du debatter eller andre politiske arrangementer.

Det er TV 2 og TV 2-Regionerne, som er gået sammen om at bygge kandidattest.

Spørgsmålene i kandidattesten er i udvalgt af TV 2's politiske redaktører i samarbejde med Megafon på baggrund af, hvad der ifølge meningsmålinger og undersøgelser er de vigtigste temaer for danskerne, når de skal sætte deres kryds ved kommunal- og regionsrådsvalget.

Det var alt for i dag. Vi ses igen i morgen til en ny omgang morgenpost.

Det sker i dag

06.00: Valg på P4 Sjælland

Liveradio fra Dan Tool i Grevinge.

Adresse: Byhavegårdsvej 2, 4571 Grevinge.

19.00: Vælgermøde i Eskilstrup

Adresse: Eskilstrup Hotel, Jernbanegade 1B, 4863 Eskilstrup.

19.00: Debatmøde om fremtiden for skoler og børnehuse i Holbæk Kommunes lokalområder

Adresse: Stestrup Skole, Stestrupvej 49, 4360 Kirke Eskilstrup.

19.20: Tværpolitisk vælgermøde på Agersø

Der er særligt fokus på Agersø som småø, når Agersø Beboerforening inviterer til vælgermøde og paneldiskussion. Mød repræsentanter fra ni opstillede partier til byrådsvalget i Slagelse. Der serveres valgflæsk fra klokken 18.00.

Adresse: Agersø Hallen, Lillegade 10, 4244 Agersø.

19.50: Dit Valg på TV ØST

Direkte debat på TV ØST og Facebook med borgmesterkandidaterne Gert Jørgensen (K) og Anne Madsen (S)

Adresse: SuperBrugsen, Norgesvej 4-6, 4180 Sorø

19.00: Valgmøde om naturen og miljøet

Hvad vil kommunalpolitikere og partier gøre for naturen og miljøet i kommunen? Det er et af spørgsmålene, der stilles, når Danmarks Naturfredningsforening Stevns inviterer til valgmøde. Valgmødet efterfølges af årsmøde i foreningen.

Adresse: Store Heddinge Skole, Kronhøjvej 4, 4660 Store Heddinge


Nyhedsoverblik