Morgenpost: - Det er udtryk for det rene og skære pamperi

En borgmester, der tjener mere end statsministeren. Et farvel til familielægen. Og en spåhund med næse for politik. Dit politiske overblik her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du har ventet og ventet, men nu er den her – dit politiske overblik af dagens kommunalvalgsnyheder.

I dag skal vi forbi en borgmester, som får mere i løn for sit politiske virke end landets statsminister, vi skal runde en analyse af et brudt valgløfte, og så skal vi også et smut forbi en vaskeægte spåhund. Næsten i hvert fald.

Som altid får du et overblik over dagens politiske arrangementer i bunden af artiklen, og de er knivskarpe i dag. Du kan blandt andet komme til politisk kaffebord på Torvet i Holbæk, der er valgaften for de unge i Faxe, og så er TV ØST’s debat i dag rykket til Stevns Kommune, hvor borgmesterkandidaterne Steen S. Hansen (S), Anette Mortensen (V) og Mogens Haugaard-Nielsen (Nyt Stevns) deltager.

Nå, men nu til overblikket. Lad os hoppe ud i det med det samme.

Jeg skal være borgmester... nej, det skal jeg

Først skal vi til Slagelse Kommune. I går var TV ØST nemlig værter for en debat mellem de to borgmesterkandidater John Dyrby Paulsen (S) og Stén Knuth (V), og her var økonomien det helt store emne.

For fire år siden var der nemlig 600 millioner kroner i kommunekassen, men i dag står der 150 millioner kroner på kontoen, Slagelse har lånt 100 millioner kroner af staten, og skatten er på vej op for borgerne. Men det er der en naturlig forklaring på, lyder det fra borgmesteren.

- Vi har investeret og renoveret og genoprettet økonomier, sagde Stén Knuth og bedyrede, at det var han stolt af.

quote De 13 millioner kroner får vi, fordi vi er vanskeligt stillet. Det er en slags fattighjem, vi får

John Dyrby Paulsen (S), borgmesterkandidat, Slagelse

Hans modkandidat så dog helt anderledes på tingene.

- Når vi har fået de her lån, er det et udtryk for, det går galt. De 13 millioner kroner får vi, fordi vi er vanskeligt stillet. Det er en slags fattighjælp, vi får, sagde John Dyrby Paulsen.

Men det hele gik ikke op i tunge tal. Der var nemlig også plads til en del grin, da en borger på Facebook spurgte: ”Er det helt utænkeligt, at jeres to partier gik sammen?”… Det var det ikke, sagde begge kandidater… men hvem skal så være borgmester?

- Det skal jeg, men derfor kan vi godt samarbejde jo, lød det kækt fra John Dyrby Paulsen.

- Nej, det skal jeg, men derfor kan vi jo godt samarbejde, svarede Stén Knuth prompte. 

Se hele debatten her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rule number one: Lov ikke noget, du ikke kan holde

Nu til en premiere. Intet mindre. Mandag løb den første analyse med folketingspolitikerne Louise Schack Elholm (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) nemlig over skærmen på TV ØST-kanalen.

Og de lagde ikke fingrene imellem, da de skulle komme med deres syn på dagens Det Lovede De, der handlede om Stevns’ borgmester Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns). Han lovede nemlig i 2013, at han ville besøge 20 virksomheder det første halve år, hvis han blev borgmester, men i virkeligheden nåede han at besøge… To.

quote Hvis du kan se, du har lavet en fejl, så er du nødt til at lægge dig ned

Louise Schack Elholm (V), folketingspolitiker

- Han er kommet til at være lidt for frisk op til kommunalvalget i forhold til, hvad han har lovet, og det har han så ikke lige fået fulgt op på, og det er selvfølgelig noget sjusk, siger Rasmus Horn Langhoff til det.

Mogens Haugaard Nielsen har efterfølgende beklaget, men det har han også været nødt til, siger Louise Schack Elholm.

- Hvis du kan se, du har lavet en fejl, så er du nødt til at lægge dig ned. Hvis du bliver ved med at stå og hævde, at du har ret, så bliver du bare kørt over.

Se hele analysen fra de to politikere her: 

Rasmus Horn Langhoff (S) og Louise Schack Elholm (V) analyserer sammen med vært Ivan Nielsen dagens valgnyheder.

Tjener mere end Løkke

Fra brudte valgløfter til en borgmester, der tjener mere end landets statsminister.

Borgmesteren i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V), kan nemlig hvert år sætte flere penge fra sit politiske arbejde ind på sin konto end Lars Løkke Rasmussen (V). Det skriver DR.

Martin Damm når op over Løkke-niveau, når det kommer til løn, fordi han ved siden at sit job som borgmester også er formand for Kommunernes Landsforening – og så sidder han også i ATP’s repræsentantskab og Kommunernes Lønningsnævn.

quote Det, synes vi, er udtryk for det rene og skære pamperi

Pelle Dragsted (EL), folketingsmedlem

Men hvad tjener han så, tænker du nok? Hans forventede samlede indtægt i 2017 ligger 1.573.024 kroner. Og statsministeren? Han tjener 1.509.624,72 kroner for nu at være helt præcis.

Enhedslisten mener i øvrigt, det er for galt, at borgmestre kan tjene mere end statsministeren, og partiet stiller derfor et beslutningsforslag i folketingssalen i dag, der skal gøre op med de høje lønninger.

- Det, synes vi, er udtryk for det rene og skære pamperi, siger Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, til DR.

Hos Socialdemokratiet på borgen, er de dog ikke imponerede over fløjpartiets forslag.

- Jeg deltager ikke i det forargelsesspil, som kører nu her, fordi der er en valgkamp rundt om hjørnet. Det er hverken særligt klædeligt eller gavnligt, siger Magnus Heunicke (S).

Læs hele historien her.

Farvel til familielægen og hej til private udbydere

Vi skal også lige runde det andet valg, der finder sted 21. november – nemlig regionsrådsvalget. Nordvestnyt skriver nemlig, at flere og flere familielæger bliver erstattet med store lægehuse fra Nordic Medicare eller Falck Healthcare.

I Kalundborg, Store Heddinge, Vordingborg, Nykøbing Falster, Horslunde, Maribo, Rødby og Nakskov har private lægefirmaer overtaget i alt 13 lægepraksisser i takt med, at familielægerne er blevet ældre og er gået på pension. Og der kan være flere på vej. Det har nemlig ikke været muligt for Region Sjælland at finde afløsere.

quote Vi er virkelig oppe mod store kræfter, og problemet skal løses. Det er noget, det næste regionsråd skal få taget hul på og se at få løst

Bøje Winther (V), regionrådsmedlem

- Det, vi har oplevet i stigende omfang gennem snart en del år, er, at når en praktiserende læge går på pension, kommer der ikke en ny, siger formanden for PLO i Region Sjælland, Ulrik Heislev, til Nordvestnyt.

Og det er beklageligt, mener Bøje Winther (V), der er medlem for udvalget for det nære sundhedstilbud i regionen. Men, siger han:

- Jeg er ikke tilhænger af, at vi skal tvinge folk til at tage job i yderområderne. Hvad så med ingeniører og tandlæger, som der også mangler nogen af? Men vi er virkelig oppe mod store kræfter, og problemet skal løses. Det er noget, det næste regionsråd skal få taget hul på og se at få løst, siger han.

Valget er afgjort: Se Astas valg

Vi slutter af i det lidt mere muntre hjørne. For intet valg uden en form for spådyr, vel? Nej.

På TV ØST’s Facebook-side kan vi nu introducere valghunden Asta, som har en næse for politik. Hun kan mærke helt ud i poter og halespids, hvem der vinder valgene i regionens kommuner og kan iklæde sig en borgmesterkæde efter den 21. november.

Her kan du se hende (og hendes fantastiske flæskede krop) løbe målrettet mod den formodentlig kommende borgmester i Slagelse Kommune. Bliver det John Dyrby Paulsen (S) eller Stén Knuth (V)?

Se, hvem Asta spår bliver Slagelses nye borgmester her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sker i dag

"Vi brænder for velfærd" - kom til kaffebord på Torvet, Holbæk Kommune
Der dækkes op til velværdsbord med kaffe, velfærdskage og velfærdsdialog, når faglige organisationer inviterer til valgarrangement.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 16.30-17.30.
Pris: (Fri entré)
Sted: Torvet

Valgmøde om unges ønsker til forenings- og kulturlivet, Holbæk Kommune
Folkeoplysningsudvalget i Holbæk Kommune inviterer til paneldebat om de unges ønsker. Deltag i debatten og stil spørgsmål til politikerne.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19-21.
Sted: Elværket

Valgdebat om psykiatrien i Kalundborg, Kalundborg Kommune
Bedre Psykiatri Kalundborg inviterer til debat. Mød politikerne og hør hvad de vil gøre, for at forbedre behandlingen af psykisk syge i Kalundborg.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 18.30-21.
Pris: (Fri entré)
Sted: Svebølle Aktivitetscenter, Åvangen

De unges aften i Kommunalvalget 2017, Faxe Kommune
Faxe Ungdomsskole afholder paneldebat mellem repræsentanter fra alle de opstillede partier og unge fra hele kommunen.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19.
Hjemmeside:https://www.facebook.com/faxeungdomsskole
Sted: Kultunariet

Debatmøde om livet i landsbyer og landdistrikter, Faxe Kommune
Når kommunens partier afholder vælgermøde i Thorsborg Forsamlingshus, er det med fokus på livet i landdistrikterne - bosætning, børn og skole. 
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19-21.
Pris: (Fri entré)
Hjemmeside:https://www.facebook.com/groups/246738402363371/?fref=ts
Sted: Thorsborg forsamlingshus

Borger-valgmøde i 4720 Præstø, Vordingborg Kommune
Hvad kan vi blive enige om for Præstø og 4720? Det er temaet, når Præstø Lokalråd inviterer til valgmøde. 
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19-21.
Sted: Kulturhuset Bernhard

Kulturpolitisk debataften, Guldborgsund Kommune
Drøft kulturpolitiske emner med lokalpolitikere fra Guldborgsund og Lolland Kommuner, når Teatret Masken, Nørregade Teatret, Fuglsang Kunstmuseum, Ensemble Storstrøm og Museum Lolland Falster inviterer til debataften.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19-21.
Sted: Fuglsang, kumus

Valg på P4 Sjælland, Guldborgsund Kommune
I dag live radio fra Børnehaven Krummerne i Sakskøbing.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 6-10.
Hjemmeside: https://www.facebook.com/drp4sj/
Sted: Børnehaven Krummerne

Vælgermøde om kommunen som arbejdsplads, Slagelse Kommune
Det handler om kandidaternes visioner for kommunen som arbejdsplads, når De Faglige Organisationer inviterer til vælgermøde på Rådhuset.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19-21.30.
Sted: Slagelse Kommune

Dit Valg på TV Øst - i aften fra Stevns Kommune
Direkte debat på TV Øst og Facebook med borgmesterkandidaterne Steen S. Hansen (S), Anette Mortensen (V) og Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns) Kl. 19.50-20.20.
Tir. d. 7. november 2017, kl. 19.50-20.20.
Sted: Rema 1000 Strøby Egede

Fakkelsamling med taler og sang, Vordingborg Kommune
I anledning af Velfærdens Dag inviterer faglige organisationer til lokalt manifest for bevarelse af velfærden.
Kl. 17.15-17.45
Adresse: Slotstorvet, 4760 Vordingborg


Nyhedsoverblik