Mor har besøgt 15-årig Kundby-pige

Først i sidste uge fik den 15-årige mulighed for at få besøg af sin mor. Det skete, mens hun stadig sad fængslet i isolation.

Først torsdag besluttede anklagemyndigheden, at den 15-årige pige, der sidder fængsel i en mørklagt sag, kunne komme ud af sin isolationsfængsling.

Det har tidligere været kritiseret af blandt andet Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International, at unge på den alder kunne sendes i isolation.

Pigens forsvarer har også arbejdet på at få hende ud. Og har selv kritiseret Holbæk Kommune for, at hun ikke i fængslet har haft mulighed for at få besøg af hverken sin mor eller de sociale myndigheder.

Moren havde på det tidspunkt nemlig ikke fået den nødvendige tilladelse.

Læs også: Mor og socialtilsynet har ikke besøgt isoleret 15-årig

Mor besøgte datter i sidste uge

Forsvareren Nima Nabipour fortæller fredag til TV ØST, at der for nylig blev blødt op for den beslutning.

- Efter sidste frist blev det foranlediget, at mor kunne få en besøgstilladelse. Selvfølgelig overvåget af politiet. Og også socialrådgiveren, som kender hende fra tidligere. Så de har været inde og besøge hende, ja, siger han.

Sidste fristforlængelse skete den 26. januar, og besøget er altså først sket derefter.

Læs også: Netflix, dyr og One Direction: Portræt af pigen fra Kundby

15-årig er ikke længere i isolation

Torsdag blev selve isolationsfængslingen så også ophævet. Til stor tilfredshed for forsvarsadvokaten, der torsdag aften mødtes med sin unge klient.

- Det var dejligt, at det lykkedes. Og selvfølgelig ikke kun vores bedrift, men også i tæt samarbejde både med anklagemyndigheden og med rigsadvokaten, som formentlig også har været inde over den, forklarer Nima Nabipour.

Den 15-årige sidder stadig varetægtsfængslet. Først på tirsdag skal hun igen for en dommer.

Ikke mange oplysninger er sluppet ud om sagen. Ifølge TV 2s oplysninger er hun sigtet for besiddelse af sprængstoffer og for at billige terror.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App