Mols-Linien får lov til at forlade børsen

Snart kan man ikke længere købe aktier i Mols-Linien på fondsbørsen i København, fordi selskabet afnoteres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da kapitalfonden Polaris i stort tal begyndte at købe aktier i Mols-Linien sidste år, var det med det erklærede formål at overtage den fulde kontrol med selskabet.

I december, da Polaris sad på godt 80 procent af aktierne i selskabet, bad selskabet derfor om at få Mols-Linien afnoteret på fondsbørsen i København, så aktien ikke længere kan handles der.

Og nu har fondsbørsen - der retteligt hedder Nasdaq Copenhagen - så besluttet at imødekomme ønsket.

Skal handles til tilbudt pris

Eneste forudsætning er, at Polaris skal tilbyde at købe de resterende aktier tilbage til samme kurs, som man tidligere har tilbudt de øvrige aktionærer.

De nuværende investorer kan dog også vælge at beholde deres aktier i selskabet, men de vil formentlig få langt sværere ved at komme af med dem igen, fordi de selv skal finde en køber.

Polaris tilbød i august at købe aktier til en pris af 40 kroner stykket, men siden da er kursen steget til 97, blandt andet i kraft af den positive turnaround, som selskabet har været igennem.

/ritzau/


Nyhedsoverblik