Minister skrotter omstridte fraværsregler på gymnasierne

Elever strejkede i protest på Nakskov Gymnasium og HF over de detaljerede fraværsregler, der blev indført i efteråret 2018 af den tidligere regering. Foto: Privatfoto

Lærerne kan godt selv vurdere, hvornår elever har en god undskyldning for fravær, siger undervisningsminister.

Det skal ikke længere give fravær for hele timen, hvis for eksempel en forsinket bus eller en ødelagt cykelkæde er skyld i, at elever kommer få minutter for sent.

Gymnasier skal heller ikke længere tvinges til at fastsætte lokale måltal for nedbringelse af fravær eller offentliggøre det samlede elevfravær på deres hjemmeside.

Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hun vil nu skrotte de detaljerede fraværsregler, der blev indført i efteråret 2018 af hendes forgænger Merete Riisager (LA).

Det er min oplevelse, at rektorerne generelt er meget optaget af denne problemstilling

Pernille Rosenkrantz-Theil (S), børne- og undervisningsminister

- Vi kommer ikke i mål med at nedbringe fraværet ved at indføre rigide regler. Tværtimod så tror jeg, vi får fjernet myndigheden fra lærerne, fordi vi underminerer deres autoritet ved at lave statslige regler, som alle enhver kan se, er tossede, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- I forhold til at nedbringe fraværet, så virker denne type statslige og rigide regler decideret kontraproduktivt, tilføjer ministeren.

Gymnasier skal registrere fravær

Ifølge regeringen skal der i stedet genindføres mere overordnede regler om fraværsregistrering.

Det skal dog fortsat være et krav, at gymnasierne skal registrere elevernes fravær.

Artiklen fortsætter under billedet.

Også i Vordingborg strejkede de unge over ændringen i fraværsreglerne i efteråret 2018.

Samtidig skal det ifølge regeringen være op til gymnasiets ledelse at beslutte, hvordan der skal reageres på den enkelte elevs konkrete fravær.

Pernille Rosenkrantz-Theil vil nu sende en ny bekendtgørelse i høring.

Klar til at gøre nyt forsøg

De nye regler kan dog gennemføres administrativt, uden at et flertal i Folketinget skal vedtage dem. De forventes ifølge Jyllands-Posten at træde i kraft i løbet af en måned.

VIDEO: På Nakskov Gymnasium strejkede eleverne over de nye fraværsregler, som Merete Riisager (LA) indførte i efteråret 2018.

00:53 Luk video

Hvis ikke det lykkes at nedbringe fraværet på gymnasierne inden for de næste år, så er ministeren klar til at gøre et nyt forsøg.

- Så vil jeg tage en god og grundig diskussion med rektorerne og finde ud af, hvordan vi bedst kommer længere i forhold til at få nedbragt fraværet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Det er min oplevelse, at rektorerne generelt er meget optaget af denne problemstilling, fortsætter hun.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App