Millionprojekt skal forbedre adgang til Maribosøerne

Efteråret er en våd affære, og det giver oversvømmelser ved Maribosøerne. Nu vil Lolland Kommune forbedre stierne i et stort millionprojekt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Maribosøerne har tendens til at gå over sine bredder på denne tid af året.
Det gør det svært at komme sikkert rundt på stierne rundt om søerne nær Maribo Domkirke.

Derfor har Lolland Kommune gang i et renoveringsprojekt til flere millioner kroner, som skal sikre alle adgang til den skønne natur.

- Det er en del af vores byrumsfornyelsesprogram, som vi arbejder med her i Maribo, hvor vi gerne vil have, at vi forbedrer byen, forskønner byen og formidler byens historie og alle de gode historier, der er i byen, siger Eva Westholt, der er leder på projektet 'Maribo Domkirke og Søbred' i Lolland Kommune.

Projektet koster i alt syv millioner kroner. Det er både støttet med en halv million af Museum Lolland - Falster og 3,5 millioner kroner af Realdania under kampagnen 'Stedet Tæller'.

Skal sikre alle adgang til naturen

Man bygger blandt andet en cirka 270 meter lang såkaldt træbrygge. Den skal gå fra Anemonebroen og hen til Bangs Have, som bliver opført i træsorten eg.

Træbroen skal sikre at et besøg i naturparken kan gennemføres tørskoet. Kommunen vil også hæve og udvide belægningen ved domkirken, og føre grusstier ned til den nye gangbro.

For alle skal have mulighed for at komme rundt, fortæller Eva Westholt.

- Vi arbejder meget med tilgængelighed i projektet. Så der er fokus på, at man kan bevæge sig rundt i terrænet med kørestole, barnevogne, cyker og gående, siger hun.

Projektet skal efter planen være færdigt i slutningen af januar. Og så regner man i kommunen med, at de nye omgivelser kan indvies i februar.


Nyhedsoverblik