Micas forsvandt fra SFO i Holbæk: - Jeg blev helt fysisk dårlig

En dreng med infantil autisme forsvandt tirsdag fra en SFO i Holbæk efter sin første skoledag. Hans mor fortæller her om den chokerende oplevelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken kvart over to tirsdag eftermiddag ringede Camilla Schou Nielsens telefon. Det var SFO’en på Bjergmarksskolen i Holbæk med en noget chokerende besked.

Camilla Schou Nielsens søn Micas havde netop haft første skoledag på skolens specialtilbud - Micas er nemlig infantil autist – men på SFO’en efter skoletid var den lille dreng forsvundet. Pædagogerne kunne simpelthen ikke finde ham.

- Jeg blev helt fysisk dårlig, da jeg gik og ledte efter ham, og jeg forestillede mig en helt masse forfærdelige ting. Jeg forestillede mig, at han var faldet i en sø eller var blevet kørt ned af en bil eller var blevet taget, fortæller Camilla Schou Nielsen til TV ØST.

quote Jeg blev helt fysisk dårlig, da jeg gik og ledte efter ham, og jeg forestillede mig en helt masse forfærdelige ting

 Camilla Schou Nielsen, mor til Micas

- Alle mulige scenarier kører rundt i hovedet på mig, Jeg går panisk rundt alle steder.

På vej overfor rødt

Omkring en time efter Micas mor bliver ringet op, får hun dog at vide, at han er blevet fundet. En kvinde har set ham krydse vejen for rødt lys et par kilometer fra skolen, i krydset ved Labæk og Ahlgade. 

Micas forsvandt fra Holbæk By Skole Afd. Bjergmarken.
Micas forsvandt fra Holbæk By Skole Afd. Bjergmarken. Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Micas og hans familie er nemlig lige flyttet, og drengen havde forsøgt at finde hjem uden held, men kvinden og en mand på stedet havde fået fat i ham og kontaktet politiet.

- Jeg blev så lettet. Selvom jeg havde fået at vide, at han var dernede, så kyssede jeg og krammede ham og knugede ham til mig, så snart jeg så ham. Det var en fantastisk følelse, siger Camilla Schou Nielsen.

quote Jeg er dybt chokeret over, at det her kunne ske

 Camilla Schou Nielsen, mor til Micas

- Men jeg er dybt chokeret over, at det her kunne ske. Det var ikke det, vi havde regnet med, da vi stod op i går morges, og han skulle have første skoledag.

Beklager dybt

Det lykkedes Micas at forlade SFO’en på Bjergmarksskolens, da pædagogerne var uopmærksomme i et øjeblik. Og skoleleder Per Gjerrild beklager situationen dybt og forsikrer, at de satte en stor eftersøgning i gang i det øjeblik, de opdagede, at han var væk.

- Vi har snakket med Micas’ mor i halvanden time her til morgen og har haft en rigtig god dialog med hende, så hun føler sig tryg ved, at Micas er det rigtige sted. Og jeg kan love, at vi ser alvorligt på det, og at det ikke bare er noget, vi fejer væk. Det må ikke ske, siger han.

quote Jeg kan love, at vi ser alvorligt på det, og at det ikke bare er noget, vi fejer væk. Det må ikke ske

Per Gjerrild, skoleleder

Derfor vil de også holde et møde på skolen fredag for at tale om, hvad der skete tirsdag.

- Vi skal se på, hvad vi kan gøre for at sikre, at sådan noget ikke sker igen, siger Per Gjerrild. 

Skoleleder Per Gjerrild beklager situationen dybt.
Skoleleder Per Gjerrild beklager situationen dybt. Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Optaget af rokketand

Og selvom Camilla Schou Nielsen er chokeret over, at hendes dreng forsvandt, så har hun alligevel overskud til at rose alle de pædagoger og medarbejdere, der hjalp med at lede efter Micas.

- Men jeg håber, at samarbejdet fremover bliver godt, og jeg håber, at der ikke kommer flere overraskelser og flere opkald om, at han er forsvundet. Men det kræver, at der er handling bag de ord, der er kommet i dag, siger hun.

Micas har været i skole i dag og har det efter omstændighederne godt, skriver hun desuden på sin Facebook.

- Han er mest optaget af, at han i aftes opdagede sin første rokketand.


Nyhedsoverblik