Mere plads på madrasserne: Otte millioner til ny brydehal

Guldborgsund Kommune har besluttet at give Brydeklubben Thor en stor del af de penge, en ny brydehal koster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er svært ikke at nævne bryderen Mark O. Madsen, når man taler om BK Thor.

Og med udsigt til bedre træningsmuligheder for endnu flere brydere, kan det jo være, klubben kan være med til at udvikle endnu et talent som ham.

Mark O. Madsen kan bryste sig af at have vundet adskillige EM- og VM medaljer og en enkelt slags i sølv med OL-logo på.

Otte millioner til ny brydehal

På et byrådsmøde torsdag aften besluttede byrådet i Guldborgsund Kommune nemlig at give otte millioner kroner til at få opført en ny brydehal i Nykøbing F.

quote Med bygningen af den nye hal optimere vi mulighederne for alle vores brydere på både bredde- og eliteplan

Peter Jensen, formand BK Thor

- Vi kan kun rose Guldborgsund kommune for at tage vores ansøgning om et nyt brydesportcenter alvorligt, da det ligger os meget på hjertet at fortsætte med at udvikle de unge mennesker, siger formand for BK Thor, Peter Jensen. 

Klubben skal selv hjælpe til

Byggeriet kommer til at koste ti millioner. Så klubben skal selv skaffe de sidste to millioner kroner. Og de skal selv skaffe penge til inventar i form af for eksempel nye madrasser – formentlig cirka to millioner kroner yderligere. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, men i BK Thor er de optimister. Her går de ikke af vejen for hårdt arbejde, hvis det kan gavne klubbens medlemmer.

- Med bygningen af den nye hal optimerer vi mulighederne for alle vores brydere på både brede- og eliteplan. Der er ingen tvivl om, at vi med de nye faciliteter vil trække endnu flere udenlandske verdensklasse brydere til Guldborgsund. Med flere udenlandske topbrydere på madrassen øger vi kun muligheden for at vores egne brydere gennem god sparing vil få en kortere vej til opfyldelse af deres målsætninger, siger formand for BK Thor, Peter Jensen i en pressemeddelelse.

Brydning til flere

I øjeblikket er der cirka 200 medlemmer i klubben. Men med en større hal, håber formanden at kunne nå op på, at omkring 3000 unge hvert år stifter bekendtskab med brydesporten.

Den nye hal kommer til at give klubben tre gange så meget plads som den har i dag. Og det vil være med til at alle kan komme til at træne mere og knap så meget på alt for skæve tidspunkter, som det er i dag.


Nyhedsoverblik