Mand tiltales efter togulykke

En 47-årig mand risikerer fængsel, efter at han er blevet tiltalt for at forvanske beviser efter togulykken i januar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tidligere ansat ved togselskabet DB Cargo er blevet tiltalt efter den store togulykke på Storebæltsbroen i den 2. januar.

Det skriver Nyhedsbureauet Ritzau på baggrund af anklageskriftet, som de har fået aktindsigt i.

Der er tale om en 47-årig tillidsmand, der umiddelbart efter ulykken angiveligt rettede i en kontrolliste, hvor toget var blevet gennemgået. Her overstregede han navnet på den person, der havde ansvaret for læsningen af toget, hvorfra en togvogn få timer senere rev sig løs og ramte et IC4-tog.

Senere undersøgelser har dog vist, at der var problemer med selve låsemekanismen på togets vogne - der ofte ikke var låst, selvom det så sådan ud. Det var således en kombination af fejl på låsene og kraftig vind på Storebælt, der var årsag til ulykken.

Det siger loven

Straffelovens § 125. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som

1) for at unddrage nogen fra forfølgning for en forbrydelse eller straf holder ham skjult, hjælper ham til flugt eller udgiver ham for en anden,

2) tilintetgør, forvansker eller bortskaffer genstande af betydning for en offentlig undersøgelse eller udsletter en forbrydelses spor.

Stk. 2. Den, der foretager de nævnte handlinger for at unddrage sig selv eller nogen af sine nærmeste fra forfølgning eller straf, straffes ikke.

Tillidsmanden blev efter ulykken suspenderet, og er efterfølgende blevet fyret fra sit job.

Den 47-årige er ifølge TV 2 tiltalt for bevisforvanskning. Det kan i yderste tilfælde udløse en straf på to års fængsel. Ifølge TV 2 nægter manden ifølge sin advokat sig skyldig.

Otte personer omkom ved ulykken, der er den værste togulykke i Danmark siden 1988.


Nyhedsoverblik