Mand snyder med indsamling til døve

En mand har tirsdag været rundt i Kalundborg for at stemme dørklokker. Han sagde, han samlede ind til døve fra Kalundborg Kommune, men det gør han ikke, lyder det fra politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken 10:43 tirsdag formiddag anmeldte en 53-årig kvinde fra Kalundborg, at hun dagen før var blevet opsøgt af en fremmed mand på Bredgade i Kalundborg. 

Han viste hende en seddel, hvoraf det fremgik, at han samlede penge ind til døve fra Kalundborg Kommune. Det viste sig bare at være et stort svindelnummer. 

Kvinden skrev sit navn og postnummer på sedlen, hvor der var flere stavefejl og donerede også 200 kroner til manden. Men da hun begyndte at "tale" til den ukendte mand på tegnsprog, virkede han fraværende. hvorfor kvinden pludselig fik mistanke. 

Hun kontaktede derfor Kalundborg Kommune, som kunne fortælle, at de ikke havde gang i nogen indsamling.

Flere anmeldelser om manden

Klokken 12:08 kontaktede den 53-årige igen politiet, fordi indsamleren endnu en gang var set i Bredgade.

Klokken 12:45 var det så en 78-årig kvinde fra Grevinge, der kontaktede politiet om den samme indsamler. Hun havde set ham i området ved ældrecenteret ved Vænget/Bredgade, idet hun også havde skrevet sit navn på indsamlerens liste.

Da den 78-årige ville se noget identifikation hos indsamleren, blev indsamleren sur. Han slettede hendes navn fra listen og forlod stedet.

Kontakt gerne politiet

Politiet ledte forgæves efter den falske indsamler, der blev beskrevet som: mand, mellemøstlig af udseende, 30-35 år, ca. 165 cm høj, spinkel af bygning, kort mørkt hår, iført brunligt tøj og medbragte en taske.

Politiet advarer mod disse falske indsamlere, som er observeret flere steder i politikredsen den seneste tid. Hvis man har oplysninger i sagen eller støder på en af de falske indsamlere, vil polities gerne kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik