Mand sigtet - rev valgplakater ned dagen efter valget

En mand er blevet sigtet for at rive valgplakater ned. Arkivfoto. Foto: Jan Vinholdt - TV2 ØST

En mand er blevet sigtet af politiet, efter han begyndte at øve hærværk på valgplakater ved Næstved Station.

Måske var han sur over valgresultatet, syntes plakaterne var grimme – eller også ville han måske bare give en hånd med i oprydningen.

I hvert fald begyndte en mand torsdag aften at rive valgplakater ned på Banegårdspladsen i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Jeg kan ikke sige, hvorfor han gik i gang med det, men vi fik ham stoppet, og han er blevet sigtet efter ordensbekendtgørelsen, siger vagtchef Kent Edvardsen.

Sigtelsen går konkret på at forstyrre den offentlige ro og orden.

Ender som tandbørster

En valgplakat er en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2. Ifølge vejloven skal plakaterne fjernes senest ved midnat otte dage efter valget. Sker det ikke, så skal partierne betale for, at kommunen fjerner plakaterne.

I dag er de fleste valgplakater lavet af plastik, og de fleste kommuner har opsat særlige containere til plakaterne, der dermed kan genanvendes til andre formål - for eksempel tandbørster.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App