En fængselsdom på henholdsvis et år og otte måneder samt et år og seks måneders fængsel blev resultatet, efter en 50-årig mand og en 17-årig pige i sommer voldtog en 14-årig pige, der var faldet i søvn i den 50-åriges hjem.
Voldtægten fandt sted mellem den 12. og den 13. juli på et værelse hos den 50-årige mand i Sakskøbing på Lolland. Her var pigen faldet i søvn som følge af alkoholpåvirkning og træthed.
Retten i Nykøbing Falster fandt derfor, at pigen ikke kunne modsætte sig voldtægten, som fortsatte, da hun vågnede op under agten.
Den 17-årige pige deltog i den 50-åriges overgreb på den 14-årige pige og gennemførte på egen hånd krænkelser af den 14-årige pige senere på natten.
Nægter sig skyldig
Ud over at være en sag om voldtægt, så er sagen særlig alvorlig, da pigen er under den seksuelle lavalder. I Danmark er den seksuelle lavalder som udgangspunkt 15 år.
Selvom ordet lavalder ikke står i straffeloven, så fastslåes reglerne flere steder i loven.
Sex med en person under 15 år kan udløse en straf på op til otte års fængsel. Normalt rejses der dog ikke tiltale i sager, hvor nogenlunde jævnaldrende måtte dyrke frivillig sex sammen.
De to dømte nægter sig begge skyldige og har anket dommen til Østre Landsret