Mand og kvinde anholdt: Sigtet for at begå væbnet røveri for 200 kroner

Arkivfoto. Foto: TV ØST

En mand og en kvinde anholdt, efter de mandag eftermiddag ifølge politiet begik væbnet røveri i Næstved.

En mand på 28 år og en kvinde på 20 år er anholdt og sigtet for at have begået væbnet røveri på en adresse på Grønvej i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi fik anmeldelsen klokken 16.08, og meldingen var, at en mand løb rundt med en pistol i Næstved. Det reagerede vi selvfølgelig resolut på, og kort efter blev de to anholdt i sagen, siger vagtchef Kent Edvardsen til TV2 ØST.

Efter røveriet var Grønvej således i en periode afspærret af politiet.

Ifølge anmeldelsen truede de to med en luftpistol og en bushammer sig til et beløb på 200 kroner, hvorefter de tog flugten fra stedet i en sølvgrå Mazda.

- Det er klart, at det på os andre kan virke meget mærkeligt at udsætte sig for så store konsekvenser for at få 200 kroner. Men man kan jo være så presset, så det alligevel giver mening, siger vagtchefen.

De to slipper dog ikke med en sigtelse for væbnet røveri. Det viser sig nemlig at deres flugtbil var stjålet – og at den 28-årige mand i forvejen var efterlyst, fordi han var udeblevet fra en fængselsstraf.

- De to bliver afhørt lige nu. Men jeg venter, at i hvert fald manden bliver kørt direkte til arresten, når vi har talt med ham, siger vagtchefen. Det afgøres først tirsdag om kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App