Mand efterlyst for dobbeltdrab er anholdt i Rødbyhavn

Manden, der er efterlyst for dobbeltdrab i Sverige, blev spottet i Rødbyhavn af politiet. Han er nu anholdt og skal fremstilles for grundlovsforhør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Manden, der er efterlyst for dobbeltdrab i Sverige blev natten til mandag klokken 01.30 spottet af nogle medarbejdere fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han kom nemlig kørende i bil i indrejsefeltet i Rødbyhavn, hvor han sammen med nogle andre passagerer i bilen blev anholdt uden dramatik, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den efterlyste mand fremstilles mandag eftermiddag i grundlovsforhør klokken 15.20 ved Retten i Nykøbing Falster.

Den anholdte, som er i 30'erne, er mistænkt for at stå bag et brutalt dobbeltdrab, hvor to unge mænd den 8. marts blev skudt på klos hold i en bil i Kista i den nordvestlige del af Stockholm tæt på Rinkeby.

I Sverige har han  siden lørdag været sigtet for drabene. 

- Han skal formentlig udleveres til Sverige, hvor det skal besluttes, om han skal varetægtsfængsles. Men vi har endnu ingen dato for, hvornår han kan eller vil blive udleveret til Sverige, siger Kjell Lindgren, pressetalsmand ved Stockholms politi, til Ritzau.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.


Nyhedsoverblik