Mænd spiller floorball på trods af kræftsygdom

I Slagelse mødes en håndfuld mænd, der alle har én ting til fælles. De er kræftsyge. Men det holder dem ikke fra at spille floorball sammen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er mandag, klokken er et par minutter i 13.00, og der bliver slået til bolde, snakket og grint i den store hal med det grønne gulv. 

Her i UV-Hallen i Slagelse mødes en gruppe mænd to gange om ugen for at spille floorball.  Spillet er i familie med hockey, men forgår på en bane på godt 40 gange 20 meter.

quote "Der kan gå tre år, fem år eller 10 år. Vi kan ikke sætte nogen tidshorisont på, hvornår du skal herfra". Det er sådan en melding, man lige skal sluge

Jørgen Rygaard, Slagelse

På banen løber mændene hurtigt efter bolden, og 75-årige Jørgen Rygaard fra Slagelse forsøger at sende den lille bold i retning mod modstandernes mål. Jørgen Rygaard jubler, for der er mål. 

Alle har en kræftsygdom

Hvad man ikke kan se er, at mændene alle har én ting til fælles. De har alle en kræftsygdom. 

Hyggebold for kræftramte
Læs også
Hyggebold hjælper kræftramte til en gladere hverdag
Hyggebold for kræftramte
Læs også
Hyggebold hjælper kræftramte til en gladere hverdag

Jørgen Rygaard har selv fået konstateret prostata-cancer for anden gang, og han får nu livsforlængende medicin.

- Det er da hårdt at få at vide, at vi kan ikke gøre noget. "Du kan få noget livsforlængende medicin. Der kan gå tre år, fem år eller 10 år. Vi kan ikke sætte nogen tidshorisont på, hvornår du skal herfra". Det er sådan en melding, man lige skal sluge, siger Jørgen Rygaard.

Selvom han har fået lægens ord for, at han er syg, holder det ham ikke fra at træne.

quote Man kan godt være halvskidt kørende og stadigvæk være en god spiller på holdet

Kim Klaris, træner

- Det giver sammenhold, fordi du er sammen med nogle mennesker, der fejler det samme. Vi har alle forskellige sygdomme, men vi har alle sammen cancer, siger han. 

Nogle af mændene er i behandling, mens andre går til kontrol. Det er holdets 'hvalp', træneren Kim Klaris på 48 år, der har fået idéen til at starte floorball-holdet for kræftramte mænd.

- Floorball lægger op til, at man kan være med på mange niveauer. Man kan godt være halvskidt kørende og stadigvæk være en god spiller på holdet. Derfor synes jeg egentlig, at spillet indbyder til den gruppe, vi er, siger Kim Klaris, der selv har skjoldbruskkirtelkræft. 

Læs også
9-årige Melissa vil knække oldefars cancer
Læs også
9-årige Melissa vil knække oldefars cancer

Kommunen bakkede op om idéen

Idéen præsenterede han for Slagelse Kommune i januar sidste år, og den bakkede kommunen op om. De stiller i dag faciliteter til rådighed.

- Vi vil jo gerne have flest mulige aktive. Gruppen af mænd med kræft er stor, og de savnede nogle tilbud. Derfor var det klart, at vi gerne ville støtte op om det. Og det har vi så gjort sammen med DGI og Floorball Danmark, siger Oliver Carlson, som er idrætskonsulent i Slagelse Kommune.

Siden september sidste år har gutterne så parkeret deres kræftdiagnoser på sidelinjen for at tæve hinanden i floorball på banen.

quote Det er ikke, fordi vi sidder og snakker om, at vi ser syge. Det er ikke udgangspunktet. Vi har et fællesskab i sporten

Kim Klaris, træner

- Det er rigtig fedt. Det er sjovt at få rørt sig og dejligt. Men vi har jo også tredje halvleg, hvor vi drikker kaffe og spiser kage. Så det er rigtig godt, siger Henning Niemann, der har brystkræft.

Runder træningen af med kaffe og kage

Efter halvanden times intens motion bliver tørsten dermed slukket med kaffe og kage, mens snakken går lystigt. 

Men her ved kaffebordet bliver kræften nok aldrig det helt store samtaleemne.

- Det er ikke, fordi vi sidder og snakker om, at vi ser syge. Det er ikke udgangspunktet. Vi har et fællesskab i sporten. Alle, der dyrker holdsport, ved, at det er guld værd, siger Kim Klaris. 

Holdet træner i UV-hallen på Frederikshøjvej i Slagelse mandag klokken 13 og torsdag klokken 10.30. De er meget interesserede i nye spillere, så man er velkommen til at møde op. 


Nyhedsoverblik