Lovestorm og 779 andre ord optaget i den danske ordbog

Dansk Kommunikations Forening udråbte i 2015 lovestorm til årets ord. Arkivfoto. Foto: Henrik Kragelund

Det moderne danske ordforråd bliver fredag 780 nye ord og vendinger rigere.

Dialogkaffe, banditter i habitter, bonussøn, swag og lovestorm.

Det er bare nogle af de 780 nye ord og vendinger, som fredag bliver opdaget i Den Danske Ordbog. Det fremgår det af ordbogens hjemmeside ordnet.dk.

Desuden kan man nu bruge udtrykket staycation, når man holder ferie inden for landets grænser.

Et andet nyt udtryk, der har fundet vej til ordbogen, er banditter i habitter, som bruges om grådige personer i finansverdenen. Med det senere års bankskandaler og sagen om svindel med udbytteskat in mente kan ordet vel siges at være højaktuelt.

Det er fuldstændig fantastisk. Vi kan slet ikke få armene ned

Kirsten Sydendal, Lolland-Falster Lovestorm

Ordet lovestorm, der opstod i forbindelse med det omstridte TV2-program På Røven i Nakskov, da en række lokale sammen dannede bevægelse Lolland-Falster Lovestorm som modsætning til shitstorm, er også blevet indlemmet i ordbogen.

- Det er fuldstændig fantastisk. Vi kan slet ikke få armene ned. Tænk, vi begyndte at udbrede det ord for knap fire år siden, det bed sig fast, og nu er det blåstemplet som en del af det danske sprog. Det er helt vildt fedt, siger Kirsten Sydendal, der står i spidsen for bevægelsen Lolland-Falster Lovestorm.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kirsten Sydendal. Foto: TV ØST

Kirsten Sydendal har selv arbejdet som ordbogsredaktør ved Den Danske Ordbog og ved at der skal en del til for at et ord får en plads i ordbogen.

- Jeg har da med jævne mellemrum googlet ordet og tjekket om også andre end vi fra Lolland-Falster bruger ordet, og det gør folk. Det er gået rent ind i det danske sprog, og nu står det i ordbogen. Helt vildt dejligt, siger hun.

Ordet har med tiden også fået stor betydning for flere af de borgere, der bor på Lolland-Falster.

- Det er jo sådan en kærlighedsstorm, og jeg synes bare, den er så sigende for den gruppe. Så jeg synes, det er dejligt, det er blevet optaget i ordbogen, siger Susanne Freiesleben fra Nakskov.

00:21

Det vækker glæde, at ordet lovestorm er optaget i ordbogen. 

Luk video

Også Tina Jakobsen fra Nakskov er glad for Lovestorms nye plads i ordbogen.

- Det er jo fint, så er der flere der kan lære ordet at kende. Det er jo et ord, man forbinder med sammenhold, og at man hjælper hinanden, siger hun.

I oktober 2016 blev ordet optaget på Dansk Sprognævns liste over nye ord, men ikke alle nye ord går videre til Den Danske Ordbog.

Optager nye ord op til tre gange om året

170 af de 780 nye ord stammer fra ordbogens brugere, der har haft mulighed for at komme med forslag. Et eksempel et ordet glimragende, der er en blanding af fremragende og glimrende.

Det er et ord, man ikke læser i mange avisartikler, men som har vundet et vist indpas i talesproget.

Andre ord, der er optaget efter indstilling fra brugerne, er mavepumper og stormturist.

Ord som hårvask og eftermiddagste har også fundet vej til ordbogen, selv om mange danskere har haft dem som fast del af deres ordforråd i årevis.

Det er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der står bag Den Danske Ordbog.

Ordbogen, der har flere end 80.000 daglige brugere, optager nye ord og vendinger op til tre gange om året.

Du kan se hele listen med nye ord her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App