Lokalt firma hjælper kræftramte familier

Et byggefirma fra Haslev har valgt at give fem kræftramte familier en håndværker for en dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste sommer fik Linda Blæsbjerg en besked, der vendte op og ned på alting.

- Den sidste dag i sommerferien var jeg til læge, og det var så der, jeg blev sendt videre og fik af vide, at det nok var kræft, siger hun.

Det viste sig, at hun i en alder af 37 år havde fået brystkræft.

- Jeg havde egentlig bare en følelse af, at kræften havde valgt den forkerte person, der måtte være sket en fejl, så jeg tog nogle dybe vejrtrækninger, og så følte jeg egentlig bare, at jeg var kampklar, siger hun.

Renovering af gård på pause

Familien havde netop købt en gammel gård i Haslev, som krævede den helt store renovering. Men den blev sat på pause, mens Linda Blæsbjerg tog kampen op mod kræften.

Men nu har familien fået hjælp til at komme videre med renoveringsarbejdet.

Lasse Houengaard, som ejer byggefirmaet Finn L. og Davidsen A/S, besluttede i forbindelse med Knæk Cancer-ugen sidste år, at han ville gøre en forskel for kræftramte familier.

- Vi kunne godt tænke os at støtte nogle familier sådan lidt mere direkte, nogle som havde brug for en håndværker, siger han. 

floorball
Læs også
Mænd spiller floorball på trods af kræftsygdom
floorball
Læs også
Mænd spiller floorball på trods af kræftsygdom

Virksomheden lagde et opslag på Facebook, hvor de søgte fem kræftramte familier, der havde brug for en hjælpende hånd.

En af Lindas veninder så opslaget og indstillede hende, og det resulterede i, at Linda blev en af de heldige, der blev udvalgt.

Hjælp vækker stor glæde

Familien har valgt at gaven skal bruges på en VVS’er, der skal hjælpe med badeværelset. Den ekstra hjælp har været en stor lettelse for familien, som er glade for, der er så mange, der gerne vil hjælpe dem.

- Den der tanke med, at der er så mange mennesker, der har ville være med til at gøre en forskel, det har været rigtigt rigtigt stort, siger Linda Blæsbjerg.

I dag er hun kræftfri, men det har været en hård kamp mod kræften, der spredte sig til lymferne, resulterede i hun fik fjernet det ene bryst, og i den forbindelse fik hun også en blodforgiftning, der var lige ved at tage livet af hende.

- Nu kan jeg egentlig bare stille og roligt vende tilbage til det liv, vi havde før, så jeg kan leve i det her hus så længe som muligt og se mine børn vokse op, siger hun.

Firmaet Finn L. og Davidsen A/S har planer om i fremtiden at arrangerer flere velgørende projekter.


Nyhedsoverblik