Lokal tandlægemangel rammer patienterne

Der mangler tandlæger i Region Sjælland. Det kan betyde lange ventetider, længere transporttid til tandlægen og i værste fald dårligere tænder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Beklager. Vi har lukket for tilgang eller der er desværre flere måneders ventetid. 

Den besked får mange patienter, når de forsøger at bestille en tid hos en privatpraktiserende tandlæge i Region Sjælland.

quote Mange af vores unge har alvorlige tandproblemer

Bjørn Anderson, tandlæge i Nakskov og Maribo

Hver femte tandlægeklinik i regionen har ubesatte tandlæge- eller tandplejerstillinger, og hele 72 procent af klinikkerne har en måneds ventetid eller mere.

Det viser en ny undersøgelse blandt over 700 tandlæger, som Tandlægeforeningen har gennemført.

Få tandlæger på Lolland-Falster og Møn

Problemet er specielt stort på Lolland-Falster, hvor manglen på tandlæger, ifølge tandlæge Bjørn Anderson går ud over tandsundheden.

- På Lolland-Falster og Møn er vi alt få tandlæger, og det kan i værste fald betyde, at man ikke kan få behandlet sin tandpine. Der er ufatteligt mange patienter, der ikke går regelmæssigt til tandlæge, og vi har tit patienter, der ringer med akut tandpine.

Læs også
Nødråb fra børnetandplejen - alt for mange bliver væk uden afbud
Læs også
Nødråb fra børnetandplejen - alt for mange bliver væk uden afbud

- Vi har også et socialt problem. Mange af vores unge har alvorlige tandproblemer. Jeg har flere gange måttet lave helproteser på helt unge mennesker, fortæller Bjørn Anderson, som er tandlæge i Nakskov og Maribo.

Tandlægeforeningens undersøgelse viser, at lidt over en tredjedel af klinikkerne i Region Sjælland har haft svært ved at rekruttere tandlæger inden for det seneste år. En fjerdedel har afvist patienter på grund af travlhed, og 12 procent af klinikkerne har lukket for nye patienter.

Tandlægeformand: Uddan flere tandlæger

Udbuddet af tandlæger falder markant frem mod 2030, og hvis udbuddet ikke øges, vil der blive udfordringer med at rekruttere tandlæger i hele landet i de kommende år.

Det står der blandt andet i Sundhedsstyrelsens seneste tandplejeprognose for 2018-2040, der udkom tidligere i år. 

quote Vi anbefaler, at man øger optaget på de to tandlægeskoler med cirka 60 studerende årligt

Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen

- Vores undersøgelse viser, at der allerede mangler tandlæger i stort set hele landet, og der skal derfor handles nu. Løsningen består ikke i at få flere tandlæger til yderområderne, for arbejdsløsheden blandt tandlæger er nærmest ikke eksisterende. Nogle opgaver kan vi uddelegere til tandplejere, men dem er der også mangel på, siger Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.

Det viser Tandlægeforeningens undersøgelse

  • 35 procent af tandlægerne i region Sjælland har haft svært ved at rekruttere tandlæger inden for seneste år. Derudover har 21 % af klinikkerne ubesatte tandlæge- eller tandplejerstillinger.
     
  • 72 procent af klinikkerne i region Sjælland har 1 måneds eller længere ventetid.
     
  • 25 procent af klinikkerne i region Sjælland har afvist patienter grundet travlhed.
     
  • 12 procent af klinikkerne i region Sjælland har lukket for tilgang af nye patienter.
     
  • På landsplan er der cirka 200 ubesatte tandlægestillinger og 53 deltidsstillinger på private klinikker.
     

Kilde: Tandlægeforeningen

- Vi anbefaler, at man øger optaget på de to tandlægeskoler med cirka 60 studerende årligt, og der skal også følge bevillinger med til at finansiere uddannelsen af dem.

 


Nyhedsoverblik