Lokal it-mand sigtet for hærværk på valgplakater: - Hvis du vil være politiker, så sæt dig ind i reglerne

Lasse Westy Bech ville sætte fokus på politikeres dobbeltmoral. Nu er han sigtet for hærværk mod flere valgplakater på Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lasse Westy Bech er blevet sigtet for hærværk, efter han har klistret anonyme beskeder på mindst 25 valgplakater på Møn.

Den lokale it-mand kalder sine handlinger for en happening, der skulle sætte fokus på, at de danske politikere ikke overholder de regler, de selv har lavet.

- Vi har de her mennesker, der gerne vil vælges til at lave love for os andre, for det synes de, de er kompetente til, og at vi skal vælge dem til det. Og så kan de ikke selv forstå reglerne på noget så simpelt som en lov om, hvordan valgplakaterne skal hænge, siger Lasse Westy Bech.  

Læs også
Mystisk hærværk rettet mod valgplakater - anonym afsender efterlader beskeder
Læs også
Mystisk hærværk rettet mod valgplakater - anonym afsender efterlader beskeder

Hans budskab er simpelt:

- Hvis du vil være politiker, så sæt dig ind i reglerne, det er ikke hjernekirurgi det her, siger han og fortæller, at han faktisk slet ikke går op i reglerne for valgplakaterne. Han går derimod op i, at politikerne ikke følger de regler, der findes.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lasse Westy Bechs advarsel. 
Lasse Westy Bechs advarsel.  Foto: Arkivfoto

- Jeg synes sagtens, man kunne afskaffe de regler, jeg er fuldstændig ligeglad med de regler. Men hvis nogen har ulejliget sig med at lave dem, og det ovenikøbet er de mennesker, der vil ind og lave flere regler, så skal de starte med at overholde dem selv, siger han.

Tog sagen i egen hånd

Da de danske politikere begyndte at sætte valgplakater op til Europaparlamentsvalget, blev Lasse Westy Bech opmærksom på, at mange af politikerne ikke havde kontaktoplysninger på deres valgplakater, sådan som der bør være.

Derfor besluttede han sig for at sætte sig grundigt ind i reglerne for ophængning af valgplakater, og han forsøgte også at få politiet til at tage sig af sagen.

Det viste sig imidlertid, at det er kommunerne og Vejdirektoratet, der tager sig af sager om valgplakater, der hænger forkert. Og da Lasse Westy Bech fandt ud af, at sagsbehandlingen ville komme til at vare til efter det kommende folketingsvalg, besluttede han sig for at tage sagen i egen hånd.

Artiklen fortsætter under billedet.

Flere valgplakater på Møn er blevet dækket til med beskeder fra en anonym afsender.
Flere valgplakater på Møn er blevet dækket til med beskeder fra en anonym afsender. Foto: Arkivfoto

Han tog derfor afsted med en spand tapetklister og sine advarselsplakater, og han mødte mange borgere, der kom hen for at se, hvad han lavede, mens han klistrede sit budskab oven på valgplakaterne, fortæller it-manden.

- Jeg synes, det var skidesjovt at fise rundt og sætte dem op og få opbakning fra folk. Det var skønt, siger han.

Der var dog en borger, der ikke syntes, at Lasse Westy Bechs enmandshappening var skøn, og som derfor ringede til politiet.

- De var der på ti minutter. De var virkelig hurtige, fortæller han.

Svære regler

Noget tyder dog på, at reglerne for ophængning af valgplakater er ret indviklede. For nogle af de plakater, som Lasse Westy Bech klistrede over, fordi han mente, de var hængt forkert op, viste sig alligevel at overholde reglerne.

REGLERNE FOR OPSÆTNING OG NEDTAGNING AF VALGPLAKATER

  • Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje den fjerde lørdag før valget klokken 12.00.
     
  • Det gælder både folketingsvalg, kommunal- og regionalvalg og valg til Europa-Parlamentet.
     
  • Ved folketingsvalg gælder dog, at valgplakater ikke må hænges op, før statsministeren har annonceret valgets udskrivelse.
     
  • Reglerne betyder, at der må hænges valgplakater op til folketingsvalget lørdag klokken 12.00.
     
  • Plakaterne må ikke være større end 0,8 kvadratmeter. Hvis man ønsker at have større plakater, bannere eller skærme, skal der søges om tilladelse.
     
  • De skal hænge mindst 2,3 meter over fortov og cykelsti, og de skal være forsynet med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den, der står bag opsætningen.
     
  • De må ophænges i lys- og elmaster på private fællesveje. På kommune- og statsveje må man også benytte hegn, vejtræer og genstande, der er fæstnet i jorden.
     
  • Valgplakater, strips, snore eller andre midler, der er brugt til at hænge dem op med, skal tages ned igen senest otte dage efter valgdagen.

 

Kilder: Vejdirektoratet, Økonomi- og Indenrigsministeriet.

- Det vil jeg meget gerne beklage, det er på ingen måde en hetz mod nogen som helst, siger han.

- Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilket parti det er. Jeg er bare træt af folk, der vil bestemme over mig, men som selv er ligeglad med regler, siger Lasse Westy Bech.


Nyhedsoverblik