Lokal flyveplads gemmer overskydende energi og sparer flere tusind kroner om året

Lolland-Falster Airport er de første i projektet Future til at afprøve løsningen med at 'lagre' grøn energi. Foto: Ren Energi Lolland

Lolland-Falster Airport tester et nyt energiprojekt, hvor grøn energi gemmes på lager. Flyvepladschefen er godt tilfreds med den grønne løsning.

I Lolland Kommune produceres der otte gange så meget strøm, som der forbruges lokalt.

Derfor er energiselskabet SEAS-NVE, Danmarks Tekniske Universitet og REEL (Ren Energi Lolland) gået sammen om at udnytte mulighederne for den store produktion af strøm i et nyt projekt under navnet FUTURE.

Det er helt sikkert en økonomisk fordel

Hans Mouszynski, flyvepladschef, Lolland-Falster Airport

For fremtiden kan meget vel findes på Lolland. Her tester de tre parter nemlig et nyt system, som kan lagre energien, og Lolland-Falster Airport danner rammerne som testbygning.

Den lokale flyveplads er den første bygning i Lolland Kommune, der har fået installeret varmepumper med lager, som en del af det nye forsøg.

Styrer temperaturen med iPad

I efteråret 2018 stod Lolland-Falster Airport over for at skulle udskifte varmeforsyningen. For at undgå at udskifte et aldrende oliefyr, begyndte de at tænke i grønne baner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hans Mouszynski, flyvepladschef, Lolland-Falster Airport- Foto: TV ØST

Derfor besluttede flyvepladschefen sig for at erstatte oliefyr med varmepumper med tilhørende lager.

- Vi er endt op med at få en varmeløsning, som er stabil. Nu skal jeg ikke komme og finde ud af, at oliefyret er gået i stå og få fat i en vvs-installatør for at få det til at fungere. Hver dag kommer jeg på arbejde, så kører det bare upåklageligt, siger Hans Mouszynski, der er flyvepladschef, Lolland-Falster Airport.

Artiklen fortsætter under billedet.

Temperaturerne i de enkelte rum kan styres via en app på en iPad.

- Udover varmepumper har jeg fået sat smart-termostater op, hvor jeg selv kan indtaste den ønskede temperatur. Jeg er fysisk rundt med min iPad i de enkelte rum for at programmere varmen. Og i de rum, jeg for eksempel ikke bruger, der skal temperaturen være lavere, siger han.

Lagring af grøn energi betyder billigere energi

Projektet hos lufthavnen skal først evalueres til påske, men flyvepladschefen oplyser, at det allerede har givet en besparelse på cirka 14.000 kroner om året.

- Jeg forventer at have en besparelse i min varmeregning, når året er gået. Det er helt sikkert en økonomisk fordel ved, at jeg kan styre præcist, hvilken varme, der skal være i hvilke rum. Før buldrede radiatoren derudaf, og det blev enormt varmt i rum, jeg slet ikke brugte, siger flyvepladschefen.

Målet med projektet er at skabe et effektivt energilager, der kan udjævne strømforbruget og blive en fast del af fremtidens intelligente energisystem.

Fakta om 'Future'

FUTURE vil kvalificere udviklingen af fremtidens intelligente energi- og ressourcesystem, så det bliver baseret på vedvarende energikilder og genanvendte materialer.

 

FUTURE vil:

  • Udnytte, integrere og lagre vedvarende energi bedre, så vi får et mere fleksibelt energisystem
  • Fremme energieffektive løsninger i bygninger.


Varighed: 1. februar 2018 til og med 31. januar 2021

 

 

Kilde: Gate21

Se mere

Hos Lolland-Falster Airport er flyvepladschefen indtil videre godt tilfreds med løsningen. Ikke mindst fordi, lufthavnen nu bidrager til den grønne omstilling.

- Jeg er glad for, at bygningen har mindsket CO2-udledningen drastisk. Vi skal alle sammen være med til at skåne naturen. Vi kan ikke bare blive ved med at udlede uanede mængder af CO2. Der sker noget ved klimaer, og derfor skal vi alle sammen være med til at gøre, hvad vi kan for at skåne klimaet, siger Hans Mouszynski. 

Lige nu søger SEAS-NVE, Danmarks Tekniske Universitet og REEL nye testbygninger til projektet, som vil være med i forsøget. De skal i løbet af 2019 have 15 steder, hvor de tester lageret.

Du kan tilmelde dig projektet her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App