Siden Lars Løkke Rasmussen (V) for to uger siden gik af som formand for Venstre, har der været stille fra den tidligere statsminister.
På nær et par opslag på sociale medier har der været tavshed i offentligheden fra Venstre-politikeren, der gik af efter uro om formandskabet i partiet.
Søndag aften vil Løkke dog sætte ord på sit farvel som formand i et interview med TV 2 klokken 19.10. Det oplyser TV 2.
Interviewet betyder samtidig, at de regionale nyheder på TV2 ØST først sendes klokken 19.40.
VIDEO: Formand Elo Jensen holdt kortene tæt til kroppen efter Venstre i Region Sjælland var samlet for at drøfte den fremtidige ledelse i partiet den 28. august.
Forlod møde ad bagudgangen
Løkke trak sig 31. august efter et møde i Venstres hovedbestyrelse på hotellet Comwell Kellers Park i Brejning ved Vejle.
Mødet forlod Lars Løkke Rasmussen ad bagudgangen, og han stillede ikke op for efterfølgende at kommentere sin afgang over for pressen.
Det gjorde til gengæld Kristian Jensen, som efter mødet i hovedbestyrelsen valgte at trække sig fra sin post som næstformand.
Opslag på sociale medier
Løkke har dog lavet et par opslag på sociale medier. Først en melding om sin afgang:
- Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år, skrev han 31. august på Facebook.
Samme aften lagde han et opslag på Instagram, hvor han ses sammen med sin familie og skrev, at "noget er vigtigere end andet: Familien er samlet".
Venstres nye formand og næstformand vælges på et ekstraordinært landsmøde 21. september.
Jakob Ellemann-Jensen (V) er eneste kandidat til formandsposten, mens både Ellen Trane Nørby (V) og Inger Støjberg (V) har meldt sig som kandidater til næstformandsposten.