- Det kunne være rart, man kunne få lov at stå af.
Sådan siger Lisbeth Lyngaard Henriksen fra Næstved, der sidder på Svanevig Hospice på Lolland. Hun kan sige tingene med et smil, selvom vejrtrækningen er belastet og kroppen er fyldt med medicin.
Når man når dertil, hvor man ikke længere magter det, hvorfor kan man så ikke have lov til at bestemme?
- Falder jeg om, så lad mig være. Så er det sådan, det skal være.
Hospicechef: - Vi kan smertelindre og give omsorg
Det er ikke første gang Lisbeth Lyngaard Henriksen har været på Hospice. Hun har forberedt sig på, at hun måske ikke kommer hjem mere, og har er klar til at se døden i øjnene.
- Jeg kan ikke engang vaske mig selv mere. Det er så grænseoverskridende første gang, synes jeg. At man skal blotte sig for gud og hver mand. Og det er jo ikke bare én. Det er mange forskellige. Det er ikke spor morsomt, siger Lisbeth Lyngaard Henriksen.
Rigtig mange er i virkeligheden bange for smerterne op til, at de skal dø
For Birgitte Bülow, som er leder af Svanevig Hospice, er det ikke helt uvant at patienter kan drømme om at komme hurtigt herfra, men hun mener at omsorg er et bedre alternativ den sidste tid i patienternes liv.
- Vi har over årene haft patienter, som har sagt at nu kan jeg simpelthen ikke holdet det ud mere, og kan vi ikke bare få en ende på det her? Så må vi sige til dem, at lige præcis den vare, har vi ikke på hylden. Men vi vil rigtig gerne hjælpe dig med at lindre det, der er svært, siger Birgitte Bülow, hospicechef, Svanevig Hospice på Bandholm.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Rigtig mange er i virkeligheden bange for smerterne op til, at de skal dø, eller de er bange for, at de bliver alt for bange, og det kan vi så hjælpe dem med på en god måde ved at give dem smertelindrende medicin og være der. Det er rigtig meget omsorg, vi kan give, fortsætter hun.
Lisbeth: - Jeg vil godt have lov til selv at bestemme
Selvom Lisbeth Lyngaard Henriksen sætter meget pris på den behandling, hun får på hospice, så ville hun allerhelst selv have mulighed for at træffe beslutningen.
- Jeg vil godt have lov til at bestemme lidt selv, synes jeg. Når man når dertil, hvor man ikke længere magter det, hvorfor kan man så ikke have lov til at bestemme?
For Lisbeth Lyngaard Henriksen har de senere år været fyldt med op- og nedture på grund af sygdommen KOL. I 2015 fik hun få måneder tilbage at leve i af lægerne - hun har i dag nu kun 38 kilo tilbage at stå imod med.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men de senere år er hun blandt andet blevet genforenet med sin søn, som hun mistet kontakten med - og derfor synes hun nu, at hun har nået det hun gerne vil.
- Så er det min stædighed, der gør, at der er lige nogle ting, jeg skal nå, og det har jeg så nået nu. Kommer jeg hjem hernede fra, er det fint, og gør jeg ikke, så er det også fint.
Etisk Råd afviser: Lægeløftet siger, man skal helbrede liv
Henrik Gade Jensen, er sognepræst på Lolland, og så er han medlem af Etisk Råd, og her har man løbende emnet Aktiv Dødshjælp til debat.
- Der har aldrig været opbakning til Aktiv dødshjælp i Etisk Råd. Der har en enkelt gang været to, der har været positiv over for det, men ellers har det været imod. Det står i kontrast til, at befolkningen i de meningsundersøgelser, der er lavet, er der stor opbakning til aktiv dødshjælp. Det er jo nogle gange 80-90 procent, der er for aktiv dødshjælp, når man spørger befolkningen.
Nu sidder der mange læger i Etisk Råd, og de føler sig meget bundet af deres lægeløfte. Det lægeløfte siger jo, at man skal helbrede liv
Årsagen til Etisk Råds negative holdning, skal måske findes i en del af medlemmernes faglige baggrund, mener han.
- Nu sidder der mange læger i Etisk Råd, og de føler sig meget bundet af deres lægeløfte. Det lægeløfte siger jo, at man skal helbrede liv, at man skal gøre folk sunde, man skal ikke gøre folk syge, og man skal slet ikke tage livet af folk. Lægeløftet er en vigtig ting, siger Henrik Gade Jensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
- En anden ting er, at sundhedspersonalet på Sygehusene skal oplyse en ny patient om deres muligheder og rettigheder på sygehuset, og hvis man har aktiv dødshjælp, så skal det være et tilbud, man oplyser om til borgerne, når de kommer på sygehuset. Og det støder mange, at det er en mulighed, man kan få.
Gør man det til en ret, gør man det til en pligt at aflive
Men selv om mange danskere er enige med Lisbeth Lyngaard Henriksen som er indlagt på Svanevig Hospice synes, at det bør være en mulighed, har sognepræsten endnu et argument imod en lovliggørelse af aktiv dødshjælp.
- Mit eget argument er først og fremmest, at hvis man gør det til en ret, så betyder det, at andre har en pligt. Nemlig en pligt til at aflive os, og det synes jeg ikke, man kan have, siger Henrik Gade Jensen.
- Alle kan jo fraskrive sig livsforlængende behandling – det er det vigtige. Ingen bliver holdt i live mod deres vilje. Så hvis man ikke ønsker at få medicinering eller operation, har man altid ret til at fraskrive sig behandling, og vi har samtidig så mange midler til at smertelindre, at man godt kan få en rolig død uden, at vi behøver at skrive aktivt ind.
Lisbeth: - Jeg synes, det er uværdigt
Det står enhver frit for at sige nej tak til livs forlængende behandling. Men for Lisbeth Henriksen er det ikke helt så ligetil. Selv hvis hun siger nej tak til ilt, så dør hun faktisk ikke.
- Jeg kan bare sidde stille, så sker der ikke noget. Jeg ilter blodet godt nok. Jeg trækker ikke vejret bedre på grund af ilten. Det ilter bare blodet bedre, så de indre organer ikke forgår. Men bare jeg holder mig nogenlunde i ro, kan jeg sagtens fungere uden. Jeg kan ikke engang slå den fra og så sige, at nu er det slut. Så skal jeg lade være med at spise, og det er svært.
Men du kunne samle noget medicin og spise det?
- Det kunne jeg, og det har jeg sådan set også tænkt på. Men jeg synes godt nok, det er lidt uværdigt. Jeg kunne bedre tænke mig, at der var noget, der hedder hjælp, siger Lisbeth Lyngaard Henriksen.