Lene og Kims båd sank midt i Stillehavet – måtte kæmpe for livet i de høje bølger

Det udviklede sig meget dramatisk, da sejlbåden Gwendoline M sank i Stillehavet natten til tirsdag. Sejlerne fra Odsherred måtte kæmpe for livet i hård sø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bølgerne var mellem tre og fire meter høje, og redningsflåden hoppede og dansede helt uafhængigt af den synkende sejlbåd, da ægteparret Lene og Kim David Egtved fra Odsherred natten til tirsdag dansk tid måtte forlade deres hjem gennem tre år efter en kollision til søs.

Det fortæller parret, der netop er bragt i sikkerhed på fast grund i Tonga af en græsk sejlbåd.

- Det var en meget voldsom oplevelse. Afstanden mellem skibet og redningsflåden skiftede konstant fra nul til seks meter, og der kunne være op til tre meters højdeforskel. Det var mørk nat, og vinden piskede hele tiden vandskum gennem luften. Vi vidste, at vi kun havde én chance for at gøre det rigtigt. Hvis vi var faldet i vandet, så havde vi ikke overlevet, fortæller Kim David Egtved til TV2 ØST.

quote Vi var i reel livsfare to gange. Første gang da vi skulle ned i redningsflåden og anden gang da vi skulle fra redningsflåden over på Filizi.

Kim David Egtved

Parret, der har hjemhavn i Havnebyen på Sjællands Odde i Odsherred, havde i tre år været i gang med en jordomsejling, da de pludselig tirsdag morgen lokal tid ramte et stort, flydende objekt, der lå halvt nedsunket i vandet.

Kollisionen med objektet skete i hårdt vejr, og parrets sejlbåd Gwendoline M begyndte straks at tage vand ind.

FOrlis stillehavet
Læs også
Jordomsejling endte med ulykke - sejlere reddet fra synkende båd i Stillehavet
FOrlis stillehavet
Læs også
Jordomsejling endte med ulykke - sejlere reddet fra synkende båd i Stillehavet

Livsfarlig redning

Efter fem kvarters kamp mod vandet måtte de indse, at pumperne ikke kunne følge med vandets indtrængen, og parret meldte Mayday via skibets radio. Kort efter var de nødt til at forlade skibet og søge tilflugt i en redningsflåde, indtil hjælpen nåede frem.

Mayday-signalet blev udsendt klokken 08.15 lokal tid, og redningstjenesten i New Zealand sendte to både mod ulykkesstedet - den newzealandske sejlbåd Inspire og den græske sejlbåd Filizi. Kort efter sank Gwendoline M, og parret blev reddet ombord i den græske sejlbåd.

Redningen fra redningsflåden var dog lige så dramatisk som turen over i den.

- Vi var i reel livsfare to gange. Første gang da vi skulle ned i redningsflåden og anden gang, da vi skulle fra redningsflåden over på Filizi. Det var voldsomt, men heldigvis gik det jo godt, fortæller Kim David Egtved, efter at være ankommet til Tonga.

Artiklen fortsætter under kortet.

 

Parret forliste ved øen Niue undervejs til Tonga midt i Stillehavet nord for New Zealand i området ved den røde markering.
Parret forliste ved øen Niue undervejs til Tonga midt i Stillehavet nord for New Zealand i området ved den røde markering. Foto: Open Street Map © OpenStreetMap contributors

 

Alene ombord

Forliset skete ved øen Niue, da Gwendoline M var på vej mod Tonga cirka 2.000 kilometer nord for New Zealand.

Gwendoline M var bygget af fem millimeter tykt stål, og var udstyret med en forstærkning, der gjorde at det kunne sejle i isfyldte farvande. Det var en tyskbygget stålketch på 50 fod - det svarer til en længde på 15 meter.

Skibet var så stort, at parret lod betalende gaster med dykker- og sejlererfaring sejle med på de eksotiske rejser. Der var dog ingen gaster ombord på skibet, da det forliste.

Parret ankom torsdag lokal tid til øen Vava’u, 36 timer efter at være reddet ombord i den græske båd.

- Vi blev mødt af en række utrolig venlige og hjælpsomme embedsfolk, der kunne hjælpe os med de bureaukratiske formaliteter, så de kunne komme ind i landet og kunne få adgang til rejseselskaber og banker, der skal hjælpe med den videre rejse mod Danmark, fortæller Kim David Egtved.

Bearbejder oplevelsen

Det har været svært for parret at få et hotelværelse på øen, der lige nu er midt i turistsæsonen, men sejlermiljøet på øen har omfavnet de uheldsramte danskere og tilbudt dem logi, inden de skulle videre mod Danmark.

Her har Lene og Kim David Egtved også fået bearbejdet den ulykkelige oplevelse. Dels har de givet en takkemiddag til det græske par, der reddede dem fra flåden – dels har de haft lange samtaler med en dansk sejlerfamilie, der befinder sig på øen.

- Vi har mødtes med den anden danske båd, som er her, Calle II, med Robert og Stine og deres to børn ombord. Her har vi brugt lang tid på at tale oplevelsen igennem på dansk. det har været rigtig godt for os. Det er dog stadig ikke rigtig gået op for mig endnu, at vi har mistet vores skib og hjem og alle vores ejendele, minder og souvenirs fra de seneste tre år. Det er surrealistisk, at vi lige om lidt flyver hjem til Danmark. Vi havde regnet med at fortsætte med at sejle rundt her i dette fantastisk smukke ø-rige, fortæller Kim David Egtved.

Ved ikke, hvad der skal ske nu

Parret har endnu ikke en plan for, hvordan de vil bruge deres tid, når de er tilbage i Danmark.

- Helt at rumme vores nye situation og fremtid er vi endnu ikke nået til. Men vi er fortrøstningsfulde for fremtiden. Vi har haft tre fantastiske år på havet, og vi har sejlet med en masse skønne mennesker ombord på Gwendoline M. Nu skal vi lige finde fodfæste igen og så beslutte hvordan vi skal videre herfra, siger han.

Parret ventes at ankomme til Danmark sidst i næste uge.


Nyhedsoverblik