Langt flere flygtningebørn får uddannelse og job som voksne

I 2014 var under hver tiende flygtningebarn uden job og uddannelse, da de nåede begyndelsen af 20'erne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Andelen af flygtningebørn, der som voksne står uden job og uddannelse, er faldet markant de seneste 20 år.

Det skriver Information på baggrund af en ny omfattende undersøgelse fra forskere på Københavns Universitet.

I 1997 var cirka hver fjerde flygtning, der var ankommet til Danmark som barn, uden job og uden uddannelse, når de blev mellem 20 og 22 år gamle.

Men siden er det gået stærkt. Allerede i 2014 stod under hver tiende flygtningebarn i Danmark uden arbejde og uddannelse, da de var i begyndelsen af 20'erne. Det er næsten på niveau med danskfødte børn.

quote Man får let det indtryk, at det går dårligere og dårligere med flygtningebørn i Danmark, men det modsatte er faktisk tilfældet

Christopher Jamil de Montgomery, ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhedsvidenskab

Christopher Jamil de Montgomery, der er ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhedsvidenskab og hovedforfatter på den nye undersøgelse, fortæller til Information, at der er tale om "et meget markant fald".

- Man får let det indtryk, at det går dårligere og dårligere med flygtningebørn i Danmark, men det modsatte er faktisk tilfældet.

Især flygtningepiger klarer sig bedre

Den nye undersøgelse ser på samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005.

Undersøgelsen sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. I alt er over én million personer blevet fulgt via tal fra Danmarks Statistik.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Journal of Ethnic and Migration Studies.

Det er især flygtningepigerne, der klarer sig bedre. I 1997 var hele 33 procent af unge flygtningekvinder, der var vokset op i Danmark, uden job og uddannelse. I 2014 var tallet faldet til knap fem procent.

- Vi kan se, at færre flygtningekvinder får børn og bliver gift, før de fylder 23 år. Og selv dem, der gør, klarer sig bedre end tidligere, siger Christopher Jamil de Montgomery til Information.

Ifølge avisen er det uklart, præcis hvad den positive udvikling skyldes - især fordi gruppen af flygtninge, der ankommer til Danmark, har ændret karakter de seneste 20 år.

I den nye undersøgelse har forskerne taget højde for flygtningefamiliernes oprindelsesland, flygtningebørnenes alder ved ankomsten og forældrenes behov for psykiatrisk behandling.

Selv justeret for de forhold er der ifølge Christopher Jamil de Montgomery en tendens til, at flygtningebørnene klarer sig bedre.


Nyhedsoverblik