Landbrugets tørketab var to milliarder mindre end frygtet

Forudsigelserne i landbruget var dystre efter sommerens tørke, men tabet blev ikke helt så stort som frygtet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommeren 2018 var ekstraordinær varm og tør og kostede dyrt for mange landmænd med afsvedne, gule marker.

Men når regnskaberne er gjort op, blev sommeren knap så hård for landbrugets økonomi som frygtet.

Det viser den årlige rapport om landbrugets økonomi fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi fra Københavns Universitet.

Dårlig høst kostede 4 milliarder

Beregninger fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer i august viste, at tørken ville koste de danske landmænd et tab på 6,4 milliarder kroner.

Men da sommeren var ovre og høsten i hus, endte tabet på 4,1 milliarder kroner i forhold til et normalt år.

- Hvor man talte om udbyttetab i niveauet 30 procent, blev realiteten måske omkring 20 procent. Der var simpelthen flere kilo korn på markerne, end man frygtede, siger forsker og medforfatter til rapporten Michael Friis Pedersen.

- Især for mælkeproducenternes vedkommende. Det begyndte at regne, nærmest lige efter man havde lavet prognoserne, og udbytterne i græsmarker endte med at blive fornuftige frem for katastrofale, siger han.

Landbrug & Fødevarer har ikke ønsket at kommentere rapportens konklusioner.

quote Hvor man talte om udbyttetab i niveauet 30 procent, blev realiteten måske omkring 20 procent. Der var simpelthen flere kilo korn på markerne, end man frygtede.

Michael Friis Pedersen, forsker og medforfatter til rapporten

Selv om landmændene altså ifølge rapporten slap mere nådigt end frygtet, blev 2018 uden tvivl et dårligt år.

Forskerne konkluderer, at produktiviteten i dansk landbrug faldt med næsten fem procent fra 2017 til 2018. Blandt andet som konsekvens af sommerens tørke.

Samlet set fik landbruget en indkomst efter finansielle poster på cirka 1,7 milliarder kroner. Det er et markant fald på 8,3 milliarder kroner i forhold til 2017 og cirka fire milliarder kroner lavere end de seneste fem års gennemsnit.

Svinekød gav også dårlige indtægter

Ud over tørken led landbruget også under lavere priser for svinekød. Det kostede alene 3,6 milliarder kroner ud af svinebøndernes lommer, konkluderer forskerne.

- De lave svinepriser har således omtrent samme negative effekt på landbrugets samlede økonomi som tørken, siger Jens-Martin Bramsen, forsker på Københavns Universitet og medforfatter til rapporten.

      /ritzau/


Nyhedsoverblik