Kurt tog til Nordkap i sin traktor - nu tager han på eventyr igen

01:28

Kurt Frederiksen kører i sin Valmet 604 til Island for at køre øen rundt. Han regner med turen tager fem uger. Video: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Først kørte han til Nordkap i sin traktor af mærket Valmet 604. Denne sommer går turen til Island. Kurt Frederiksen nyder langsomheden i sin traktor.

Den ser ikke ud af meget, den gamle finske Valmet 604 traktor fra 1985. Men dens ejer, Kurt Fredriksen, har så stor tiltro til den, at han slet ikke er i tvivl om, at den nok skal klare turen på de knap 4000 kilometer, han er på vej ud på.

Kurt Frederiksen og hans Valmet 604 skal til Island og køre øen rundt langs kysten. Og måske vil han også forsøge at krydse øen.

Jeg oplever alting helt nede i slow motion

Kurt Frederiksen

- Traktoren er fuldstændig fit for fight. Det er den sikkert også, når jeg kommer hjem. Der skulle ikke være nogen problemer i det, siger Kurt Frederiksen, mens han tøffer afsted i traktoren, der kører 25 kilometer i timen.

Har sengen med

Der er spændt en campingvogn bag på traktoren under turen, så Kurt Frederiksen har både toilet, køkken og soveplads lige i nærheden. Han regner med at turen kommer til at tage cirka fem uger.

- Min helt overordnede plan er at køre Island rundt. Jeg vil køre så langt ude ved kysten, som jeg kan komme af sted med, siger Kurt Frederiksen.

Han regner med at køre omkring 100 kilometer om dagen. Det siger hans erfaring ham er realistisk.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kurt Frederiksen regner med at køre omkring 100 kilometer om dagen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Nordkap for to år siden

Kurt Frederiksen er nemlig ikke en novice, når det gælder længere ture i en ældre traktor. For to år siden drog han af sted på en to måneders tur til Nordkap i den samme traktor. En tur, han husker tilbage på med stor glæde.

- At jeg mødte alle de mennesker, det havde jeg ikke tænkt på hjemmefra. Jeg kunne ikke vide, hvad der ville ske. Men når jeg tænker over det bagefter, var det virkelig en god og positiv oplevelse at rejse på den her måde, siger Kurt Frederiksen.

Traktoren er fuldstændig fit for fight

Kurt Frederiksen

Han kom hjem fra Nordkap fyldt med positive oplevelser. Og det håber han også kommer til at ske efter turen til Island. Og så ser han frem til at genfinde langsomheden.

- Der er mange, der spørger, om man ikke keder sig, når man kører på den her måde. Men nej, det gør man ikke. Det kan være en befrielse bare at sidde her og holde øje med, at man ikke kører i grøften og så bare stille hele hovedet på nul, forklarer Kurt Frederiksen og fortsætter:

- Her kører jeg langsomt. Jeg lever langsomt. Jeg snakker langsomt med folk. Jeg oplever alting helt nede i slow motion, og det er faktisk en kæmpe befrielse i forhold til det stress og jag, som folk går og får piller for.

Artiklen fortsætter under billederne.

Campingvognen, Kurt Frederiksen bor i under hele turen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Kurt Frederiksen i sin traktor fra 1985. Han har selv ejet den siden 1990. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Valmet 604 på Nordkap for to år siden. Der kørte traktoren 5200 kilometer. Foto: Privatfoto

Kurt Frederiksen på Nordkap. Foto: Privatfoto

Nogle af de bekendskaber Kurt Frederiksen gjorde undervejs på turen og som var med til at gøre den helt unik. Foto: Privatfoto

Kun fantasien sætter grænsen

Kurt Frederiksen og hans Valmet 604 sætter kursen mod Island i morgen, fredag den 14. juni, og regner med at ramme adressen på Reersø sidst i juli. Og så kan det jo være, det er tid til at planlægge en ny tur.

- Jamen, hvad skulle der være til hinder for at køre tværs over Canada og ned langs Vestkysten i Nordamerika og så tilbage gennem USA. Eller tværs igennem Asien. Det er kun fantasien, der sætter grænser, slutter Kurt Frederiksen, mens han kører afsted i sin traktor med sin campingvogn spændt bagpå.

Kurt Frederiksen regner med at hele turen kommer til at koste ham cirka 50.000 kroner. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App