Kritikken af akutafdelingen på Slagelse Sygehus fortsætter - patienter føler sig svigtet

Flere patienter kritiserer den behandling, de har fået på akutafdelingen på Slagelse Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kritikken af akutafdelingen på Slagelse Sygehus fortsætter.

For lidt over en uge siden kom det frem, at 21 sygeplejersker har forladt akutafdelingen. Siden det kom frem, har flere sygeplejersker henvendt sig til TV2 ØST.

Otte tidligere sygeplejersker på akutafdelingen kritiserer arbejdsforholdene og mener, der er fare for patientsikkerheden.

Det samme gør flere patienter, der har været indlagt på akutafdelingen på Slagelse Sygehus.

Læs også
21 sygeplejersker har forladt akutafdeling:
Flere fortæller om dårligt arbejdsmiljø og fare for patienter
Læs også
21 sygeplejersker har forladt akutafdeling:
Flere fortæller om dårligt arbejdsmiljø og fare for patienter

quote Det er andres liv, de har i hænderne

Michell Olesen, tidligere patient på akutafdelingen, Slagelse Sygehus

- Jeg synes jo på en eller anden måde, at det er under al kritik. Det er andres liv, de har i hænderne, siger Michell Olesen, der i forrige uge lå indlagt på akutafdelingen.

Dårlig kommunikation

Efter halvandet døgn på akutafdelingen blev Michell Olsen opereret for blindtarmsbetændelse og derefter udskrevet. I forrige uge blev hun så indlagt igen, fordi der gik betændelse i operationssåret. Her finder Michell Olesen ved at tale med en læge tilfældigt ud af, at hun slet ikke er blevet opereret for blindtarmsbetændelse alligevel.

- Jeg går ud fra, jeg har fået fjernet min blindtarm, men det får jeg at vide, at jeg slet ikke har. Jeg har i stedet fået suget noget væske ud af en cyste, der har været sprunget, siger hun.

Michell Olesen
Michell Olesen

Det er ikke første gang, at Michell Olesen har manglet hjælp på akutafdelingen. Hun har tidligere ligget med en fyldt blære, hvor det ikke var muligt for hende selv at komme af med sin urin.

- Jeg havde problemer med min ryg, og derfor kunne jeg ikke selv komme af med vandet. Alligevel lod de mig ligge i næsten halvandet døgn, før de kom og tømte min blære, siger Michell Olesen.

Læs også
Opsigelser bekymrer Dansk Sygeplejeråd:
21 har forladt akutafdeling på fire måneder
Læs også
Opsigelser bekymrer Dansk Sygeplejeråd:
21 har forladt akutafdeling på fire måneder

Herefter blev hun udskrevet uden nogen vejledning til at tømme sin blære med et kateter derhjemme.

- Jeg måtte jo kigge på YouTube for overhovedet at se, hvordan jeg gjorde det her. For der var ikke nogen, der kom og hjalp mig.

Måtte overtale personale til at blive

Det ender dog ikke her.

Da vi mødte Michell Olesen første gang, var hun indlagt på afdelingen. Her fik hun antibiotika mod smerterne i sit operationssår.

- Jeg havde rigtig mange smerter og var fortsat rigtig rød, så jeg kunne godt se, at det her antibiotika ikke havde slået bakterierne ud, siger hun.

quote Jeg priser mig lykkelig for, at det var sket deroppe og ikke hjemme

Michell Olesen, Tidligere patient på akutafdelingen, Slagelse Sygehus

Men alligevel ville personalet på akutafdelingen ifølge Michell Olesen sende hende hjem. Hendes infektionstal var højt, såret var rødt og hævet og derfor lykkedes det hende at overtale personalet til at lade hende blive på Slagelse Sygehus, hvor hun blev overført fra akutafdelingen til Mave-tarm Kirurgisk Afdeling. Her var beskeden, at der var betændelse i operationssåret, og at hun skulle opereres:

- Da jeg skal gå fra operationsgangen til operationssengen, der sprænger det, hvor det flyder ud med betændelse. Så jeg priser mig lykkelig for, at det skete deroppe og ikke hjemme, siger hun. 

Læs også
21 opsigelser på fire måneder:
Vicedirektør afviser problemer på akutafdeling
Læs også
21 opsigelser på fire måneder:
Vicedirektør afviser problemer på akutafdeling

Michell Olesen vil nu klage over sit forløb på Slagelse Sygehus’ akutafdeling til Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager.

Kunne ikke tilkalde personale

Michell Olesen er ikke den eneste, der nikker genkendende til den massive kritik på akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Det gør Henrik Hachel, der selv er ambulanceredder, også.

Han fik for halvandet år siden en høtyv i låret og blev kørt ind på en akutstue uden mulighed for at tilkalde personalet, da han ikke blev udstyret med et nødkald. Efter 45 minutter, hvor han blev tiltagende dårlig, valgte han desperat at ringe til Slagelse Sygehus fra sin egen mobiltelefon:

- Så spørger omstillingen: Skal du tale med en patient dernede?

- Nej, siger jeg så, jeg er patient, og jeg ligger her, og der er ikke nogen, der er kommet med noget, og nu bliver jeg rigtig skidt tilpas, og jeg har ikke nogen alarmsnor, siger Henrik Hachel.

Henrik Hachel
Henrik Hachel

I telefonen bliver Henrik Hachel klar over, at personalet på akutafdelingen ikke ved, hvor han ligger:

- Det er så en mandlig sygeplejerske, der tager telefonen og spørger, hvor jeg er. Så siger jeg, det ved jeg ikke, jeg kom ind på en båre, og der står ikke numre i loftet, men jeg er på en akutstue på Slagelse, tror jeg, og så siger han: Bliv ved med at tale, så finder vi dig, siger Henrik Hachel.

Hvis Henrik Hachel ikke selv havde ringet op til akutafdelingen og sagt til personalet, at de skulle hjælpe ham, kunne det være endt galt.

- Så havde jeg bare ligget og blødt ihjel, for hvis jeg besvimede, ville jeg ikke kunne holde pres på såret, siger han.

TV2 ØST har forsøgt at få et interview med regionsrådsformand Heino Knudsen (S) om sagen, men Region Sjælland sender i stedet et skriftligt svar på vegne af Slagelse Sygehus: 

Vi er altid kede af, når vores patienter ikke føler, de har haft et godt forløb hos os. Generelt opfordrer vi til at kontakte afdelingen, hvis man som patient har brug for at vende et forløb eller en oplevelse.  

Den udtalte kritik fra en vikar, som et privat eksternt vikarbureau tidligere har sendt til at dække vagter på Akutafdelingen, er allerede vendt med blandt andet afdelingsledelsen.

Derudover har Slagelse Sygehus allerede udtalt sig om kritikken af Akutafdelingen på Slagelse Sygehus og har ikke yderligere kommentarer.


Nyhedsoverblik