Kræftsyg dreng i hardball-himlen: Bliver udnævnt til æresmedlem

En 16-årig kræftsyg dreng fik i dag sit største ønske opfyldt, da han fik lov til at blive æresmedlem i en hardball-klub.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke hver søndag, man bliver hentet af en terrængående Ford Kaiser fra 1969.

Men hvis der er nogen, som fortjener det, er det 16-årige Marius Nordahl.

- Det bliver helt vildt. Jeg tror, at jeg er mere spændt end Marius er, siger Linda Nordahl, der er mor til 16-årige Marius.

Marius fik i december konstateret kræft. I forvejen led han af autisme. Det var et hårdt slag for familien fra Stokkemarke, som indstillede sig på at forkæle Marius ekstra meget. I dag skal han have sit største ønske opfyldt.

"Det gør ondt indeni"

quote Det er virkelig overvældende og vildt for os

Per Jensen, far til Marius

Lidt uden for Vordingborg står 93 hardball-spillere fra hele Sjælland nemlig klar til at byde Marius velkommen i klubben. En idé, som Kasper Brink, næstformand for Vordingborg Hardball Forening, har ført ud i livet med sponsorgaver, gratis cola og solskin.

- Jeg har kuldegysninger op og ned af armene. Jeg har selv børn. Han er kræftsyg. 16 år. Det gør sgu lidt ondt indeni, siger Kasper Brink til TV ØST.

For familien betyder dagen alverden.

- Vi har jo altid været vant til at skulle kæmpe for vores ting og pludselig er der nogen, som laver en hel masse for os. Det er virkelig overvældende og vildt for os, siger Per Jensen, der er far til Marius.

Marius blev æresmedlem

Selvom Marius krop kæmper sin egen kamp mod canceren, så er han ikke bange for at gå i krig på banen

- Det er vildt. Han har virkelig også glædet sig, samtidig med at han har været bange for, hvad han egentlig skulle igennem. Men jeg kan se på ham, at han er rigtig glad, siger Linda Nordahl.

quote Jeg synes, at det er tankevækkende, at så mange mennesker bakker op om et enkelt barn

Linda Nordahl, mor til Marius

Efter første kamp er Marius godt tilfreds.

- Det er ret sjovt, at man har nogen rigtige at kæmpe imod. Det er ikke så sjovt bare at gå og skyde på nogen, der ikke har forstand på det, siger Marius Nordahl.

Vordingborg Hardball-Forening fik i dag et nyt æresmedlem. Marius og familien fik en oplevelse, de sjældent glemmer.

-  Jeg synes, at det er overvældende. Jeg synes, at det er tankevækkende, at så mange mennesker bakker op om et enkelt barn. Det viser bare, at i nødens stund, der har mennesker et stort hjerte, Linda Nordahl.


Nyhedsoverblik