Konservative er på vej mod lysere tider – men kan de indfri ambitionen?

Analyse. 3,4 procent af stemmerne og det dårligste resultat i Det Konservative Folkepartis (K) historie.

Det var realiteterne efter folketingsvalget i 2015, hvor nedturen for det mere end 100 år gamle parti fortsatte. Katastrofe, lød vurderingen. From bad to worse.

Det skal der laves om på denne gang, hvor formand Søren Pape Poulsen og hans partisoldater ønsker sig fem procent af stemmerne. Noget tyder da også på, at nedturen så småt er vendt, men det kommer vi tilbage til.

Lad os først kigge på, hvordan et parti, der engang var Danmarks mægtigste, er endt, hvor det er.

Fra Schlüter og ned ad bakke

De Konservative er om noget eksemplet på, at det går op og ned i politik.

I 1984 havde partiet statsministerposten, og Poul Schlüter og hans parti havde på det tidspunkt støtte fra mere end en femtedel af alle vælgere. Men så ramte Tamilsagen, hvor justitsminister Erik Ninn Hansen blev dømt for at have nedprioriteret familiesammenføringen af en gruppe tamilske flygtninge. Året var 1993, og regeringen måtte gå af - Schlüter-epoken var ovre.

Det samme var den ro og fred, der havde præget Schlüters formandskab. Intern splid i partiet - og en spirituspåvirket Hans Engells møde med en betonklods på Helsingørmotorvejen i 1997 - svækkede profilen. Partiet blødte vælgere til Venstre, der i høj grad havde overtaget K’s rolle som partiet for ’de unge blå’.

Først i år 2000 vendte udviklingen, og under Bendt Bendtsens ledelse kom Konservative op på ti procent af stemmerne. ’Mr. 10 Procent’ kaldte nogen lidt hånligt Bendtsen, fordi han ikke formåede at løfte partiet højere end det - men de forkætrede ti procent skulle vise sig at være langt bedre end deres rygte.

Efterfølgerne Lene Espersen og Lars Barfoed havde i hvert fald ikke gennemslagskraften til at forbedre resultatet, og ved valget i 2011 var de konservative nede på blot 4,9 procent af stemmerne.

Lille parti, men ikke uden kræfter  

I 2014 overtog Viborgs populære borgmester Søren Pape Poulsen roret i de Konservative. Et formandskab, der som nævnt startede med partiets værste valgresultatet nogensinde.

Kun få mente, at Pape efter den start ville kunne overleve på den lange bane, men Pape har vist sig som en stærkere spiller end som så. Allerede et år efter stod han og partiet mere fast, end statsminister Lars Løkke Rasmussen formentligt havde forestillet sig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ved sagen om landbrugspakken erklærede Konservative mistillid til Venstres miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Hele blå blok havde indgået en aftale om landbruget, men kort efter kom det frem, at ministeren havde pyntet på tallene. Kjer benægtede, Lars Løkke benægtede, men de Konservative med landbrugsordfører Rasmus Jarlov i spidsen stod fast.

Det kom så vidt, at Lars Løkke indkaldte til møde i blå blok og tweetede:

- Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering.

Det havde den, skulle det vise sig, men kun fordi Eva Kjer Hansen selv tog sin afsked i 11. time på grund af presset fra Konservative. For dem var det en sejr, fordi det viste, at selv et lille parti kan stå fast, når det virkelig vil.

Regeringsparti med et godt kommunalvalg i bagagen

Viljen til at stå fast var med til at bane vejen for at komme i regering i 2016. Og selvom de Konservative er lillebror i VLAK-regeringen, så giver det pondus at sidde med ved bordet og have et par ministerposter på det politiske parti-CV.

Generelt ser det ud til, at partiet går mod lysere tider. I både 2017 og 2018 har partiet kunnet melde om flere indmeldelser, og internt i partiet bliver Søren Pape Poulsen betragtet som en stærk formand.

Så mens partiet ved sidste valg frygtede for spærregrænsen, og om deres formand overhovedet blev valgt ind, er der denne gang en helt anden stemning. Alt sammen giver det selvtillid. Også fordi De Konservative rent faktisk blev det tredjestørste parti ved kommunalvalget i 2017, mens partier som Venstre og Dansk Folkeparti gik tilbage.

Kan Khader gøre Mikkelsen kunsten efter?

Kandidatmæssigt set er De Konservative udfordrede af, at partiet i mange storkredse mangler stemmeslugere. I København, Sydjylland, Østjylland og Nordjylland stiller partiet med spidskandidater, som er nye på stemmesedlerne.

Men i Sjællands Storkreds dukker et par kendte ansigter op. Ikke mindst Naser Khader, der er skiftet til Sjælland, hvor han stiller op i Roskilde, Ringsted og Sorø i en forventning om, at han kan sikre sig det mandat, der er blevet ledigt, efter at Brian Mikkelsen har forladt politik.

Men Khader kan ikke være stensikker på at få sit mandat. Et andet velbeskrevet blad er Brigitte Klintskov Jerkel, som har været afløser i Folketinget for Brian Mikkelsen. Jerkel er også valgt ind i regionsrådet i Region Sjælland med 3083 personlige stemmer ved regionsvalget i 2017. Hun kan blive en joker.

En anden, som De Konservative håber på får succes, er den unge Mads Andersen. Han er opstillet i Køge, Faxe og Næstved og har således mulighed for at trække stemmer fra en stor del af det østlige og sydlige Sjælland. Selvom han kun er 29 år, sidder han allerede i sine tredje periode i byrådet i Køge.

Derudover vil også Daniel Blak Pedersen fra Lolland, Stine Pilt Olsen fra Vordingborg, Michael Suhr fra Holbæk og Jesper Wienmann Hansen fra Kalundborg være at finde på stemmesedlen.

Skat sidder på forsædet

For at skærpe profilen inden valget har De Konservative drejet sig i en mere borgerlig retning.

Da partiet kom i regering, var miljø og klima et af deres vigtigste politikområder, men i august gik Pape ud i Berlingske med meldingen:

- Vi har en tro på, at vores holdninger til miljø og klima sidder godt fast i de borgerlige vælgere, for hvem det er vigtigt. Dér skal vi ikke bruge vores kræfter, slog han fast.

Og kigger man på partiets hjemmeside, står det ret hurtigt klart, hvor kræfterne i stedet er blevet sat ind. Ny skatteplan står der med store grønne bogstaver efterfulgt af en række traditionelle konservative mærkesager: Sænk skatten på arbejde for alle, væk med registreringsafgiften og væk med arveskatten.

Men er det nu klogt at bakke på klimaet, som efter alt at dømme kommer til at fylde i valgkampen?

Måske ikke. Men det er heller ikke helt dumt. Ved at gå målrettet efter en valgkamp med skat som tema, har de Konservative lanceret en linje, hvor de kan tage kampen op med Liberal Alliance.