Kommuner kan søge penge til at forebygge højresvingsulykker

En pulje på 1,5 millioner kroner bliver nu tilgængelig for ansøgninger fra landets kommuner. Pengene skal bruges på at forhindre højresvingsulykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når en bil eller lastbil overser en cyklist ved et højresving, har det ofte fatale konsekvenser for cyklisten.

Derfor skal en ny pulje være med til at hjælpe landets kommuner med at forebygge de farlige ulykker.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Puljen er på 1,5 millioner kroner, og det er meningen, at pengene skal gøre det muligt for kommunerne at etablere infrastruktur, der gør cyklisterne mere sikre. Det kan for eksempel være lyskryds, hvor der bliver grønt for cyklisten, før bilerne og lastbilerne må trille af sted.

- Det er især på kommunevejene, at cyklisterne færdes, når de skal i skole, på arbejde eller til fritidsaktiviteter. Jeg håber, at puljen kan være med til at give opmærksomhed om højresvingsulykker og give mulighed for at indrette flere sikre kryds, siger transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen (LA), i pressemeddelelsen.

quote Jeg håber, at puljen kan være med til at give opmærksomhed om højresvingsulykker

Ole Birk Olesen (LA), transportminister

Uheld sker oftest i byerne

Vejdirektoratet har lavet en rapport, som kigger nærmere på de seneste ti års højresvingsulykker. Og den viser, at de farlige uheld oftest sker i firbenede kryds, der er lysregulerede.

- Vi kan se, at ulykker typisk sker i byerne, hvor trafikken er tæt, og der er meget at holde øje med for både lastbilchauffører og cyklister. Derfor er det i den type kryds, vi skal sætte ind med nye sikkerhedstiltag, der kan give begge parter større mulighed for at se hinanden, så ulykkerne i højere grad kan undgås, siger leder af Vejdirektoratets afdeling for trafiksikkerhed og cykling, Marianne Foldberg Steffensen.

Gennem puljen kan kommunerne blandt andet søge om tilskud til:

  • Tilbagetrukne stoplinjer
  • Afkortede cykelstier
  • Etablering af før-grønt for cyklister i signalregulerede kryds
  • Midtstillede cykelbaner/cykelfelter mellem bilisternes højresvingsbaner og ligeudbaner
  • Markerede cykelfelter
  • Gennemført eller markeret cykelsti i vigepligtsregulerede kryds

Puljen kan søges fra slutningen af juni og frem til august 2017. Indtil videre har tre personer mistet livet i højresvingsulykker i år.


Nyhedsoverblik