Der var store, grønne ambitioner, da borgerne i flere kommuner i efteråret skulle til at sortere affald. Men TV2 ØST har tidligere fortalt, at de grønne bioplastikposer, som man bruger til sit madaffald, ikke nødvendigvis er så miljøvenlige, som man skulle tro. De efterlader nemlig små stykker plast, der kan ende i naturen.
Derfor anbefaler selskabet AffaldPlus, som tager imod borgernes affald i Sorø, Slagelse, Ringsted, Næstved, Faxe og Vordingborg, at man ikke bruger poserne af bioplast. Alligevel udleverer Faxe Forsyning bioplastikposerne til kommunens borgere, ligesom de på deres hjemmeside forklarer, hvorfor de anbefaler posen - og det skaber forvirring. For skal man, eller skal man ikke bruge poserne?
Energichef: En bærepose er faktisk bedre
Hos AffaldPlus, der tager i mod madaffaldet i de grønneposer, anbefaler man at bruge en anden type affaldspose end den type, Faxe Forsyning udleverer.
- Vi anbefaler, at man bruger poser af genbrugsplast i en mellemsvær kvalitet, siger Ole Andersen, der er energichef hos AffaldPlus.
Han forklarer, at den ideelle posetype til madaffaldet er en affaldspose af genbrugsplast, som dem man kan købe i en rulle i de fleste dagligvarebutikker.
Energichefen fortæller, at det faktisk er bedre at benytte en almindelig bærepose af plast til madaffaldet, end det er at bruge bioplastikposerne.
Artiklen fortsætter under billedet.
På anlægget hos AffaldPlus sorteres alle typer poser fra madaffaldet. Men bioplastikposerne er så skrøbelige, at de er svære at sortere fra den såkaldte biopulp, der sendes videre til biogasanlæggene, og det kan have konsekvenser for miljøet. De almindelige plastikposer er mere solide end bioplastikposerne, og derfor anbefaler Affald Plus nu almindelige plastikposer.
Direktør: Vi har købt poser ind til et år
Borgerne i Faxe Kommune får udleveret bioplastikposer af Faxe Forsyning til deres madaffald. Og Ivan Lilleng, der er konstitueret direktør for firmaet, forstår godt, at det kan forvirre borgerne, at der er forskellige udmeldinger fra Faxe Forsyning og AffaldPlus.
Han forklarer, at Faxe Forsyning fortsat vil udlevere bioplastikposerne, fordi man har indkøbt poser til et helt år.
- Vi har indgået en aftale med AffaldPlus om at bruge netop den type pose, siger han.
Den aftale blev ifølge Ivan Lilleng indgået, inden det viste sig, at anlægget hos AffaldPlus ikke kunne håndtere bioplastikposerne.
Ivan Lilleng forklarer, at Faxe Forsyning vil købe nogle andre poser til bioaffaldet, hvis der om et år stadig er problemer med at få nedbrudt bioplastikposerne i anlægget hos AffaldPlus.
- Miljømæssigt ville det være dårligt at smide alle de poser ud, siger han og peger på, at mange andre kommuner, for eksempel Københavns Kommune, fortsat benytter bioplastposerne.
- Det er det grønneste, vi har i øjeblikket, siger han.
AffaldPlus oplyser på deres hjemmeside, at de, på trods af de genstridige bioposer, holder sig inden for grænseværdierne, når det kommer til plast i den pulp, der kommer ud af bioaffaldet.
Selvom vi holder os inden for alle grænseværdier, arbejder vi på højtryk på at få nedbragt netop denne værdi, så vores pulp bliver endnu renere. I vores energiafdeling har vi som mål at være dobbelt så gode, som grænseværdierne tillader, det gælder ligeledes for fremstillingen af pulp, skriver AffaldPlus.
TV2 ØST har tidligere fortalt om problemerne med bioplastikposerne. Se indslaget her: