Kommune opkrævede for meget for transport af handicappede: Nu er sagen endt i dødvande

Slagelse Kommune roder rundt i sag om ulovligt opkrævede transportpenge. Det har betydet over et års ventetid på tilbagebetaling til handicappede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I flere år har Slagelse Kommune uretmæssigt opkrævet for mange penge for transport af handicappede.

Det kom frem sidste år, at op mod 500 personer systematisk var blevet trukket for alle udgifter til deres transport, selvom det kun var tilladt at kræve penge for benzin, olie og sprinklervæske.

Da sagen blev taget op i august 2016, valgte Slagelse Kommune at ændre praksis. Men kommunen kunne ikke afgøre med det samme, hvor mange penge der skulle betales tilbage.

quote Det er helt klart, at for hver måned der går, hvor KL og kommunen tænker, så forsvinder der krav i den anden, som de bliver fri for at betale.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet

Senere sagde kommunen, at de skulle have en juridisk afklaring på, om de overhovedet skulle betale noget tilbage til borgerne. Så de ville henvende sig til Kommunernes Landsforening (KL).

Et år uden udvikling i sagen

Nu er der så gået over et år uden nyt i sagen. Slagelse Kommune siger, de har afventet KL's vurdering af sagen i den periode, men KL siger, at de ikke har nogle sager fra Slagelse Kommune liggende.

- Slagelse Kommune har ikke en sag i KL angående dette, og afventer derfor ikke svar fra KL. Det er i øvrigt slet ikke en sag, som KL kan træffe afgørelse i. Afgørelsen ligger i de enkelte kommuner, skriver juridisk chef i KL Pernille Christensen i et skriftlig svar til TV ØST.

Så nu ved ingen, hvem der venter på hvem. Og sagen om en tilbagebetaling til de handicappede borgere kommer ingen vegne.

quote Først fik vi at vide, der ville komme en beslutning i starten af året. Så efter sommerferien. Men vi har stadig intet hørt

Vagn Kviesgaard, far til autist der blev opkrævet transportpenge

- Det, synes jeg da også, er helt godnat, men hvad der er forgået der, det tør jeg simpelthen ikke sige, lyder det fra Thomas Knudsen, der er Handicap- og Psykiatrichef i Slagelse Kommune.

Han fortæller, at han ikke selv har haft kontakten med KL, men det er forgået i ledelsessekretariatet. Derfor er det svært at sige præcist, hvad der er sket.

Hvornår kan vi så forvente, at der kommer en afklaring på, hvad der sker i den her sag?

- Det håber jeg ved gud, at der kommer i dag, fordi jeg synes heller ikke, det er nogle særligt optimal situation, siger Handicap- og Psykiatrichefen.

- De skal bare komme til kasseapparatet

Men den rodede affære i Slagelse Kommune betyder, at de mennesker, som er blevet forkert opkrævet for transport har ventet forgæves i over et år. Det vækker en vrede hos Vagn Kviesgaard, der er far til en autist fra Autisme Center Vestsjælland.

- De har jo haft snart halvandet år. Sådan nogle kloge jurister kan da ikke være så lang tid om at finde ud af det. Deres kollegaer i ministerierne og Ankestyrelsen kunne godt finde ud af at fastslå, det var ulovligt. Så er det jo bare at komme til kasseapparatet og udbetale, siger han. 

Anders Koefoed
Læs også
Politiker: Handicappede borgere kan miste kørsel
Anders Koefoed
Læs også
Politiker: Handicappede borgere kan miste kørsel

Ifølge Vagn Kviesgaard har hans søn betalt tæt på 80.000 kroner for meget i transportudgifter til kommunen. Det er afgørelsen om udbetaling af de penge, han har ventet på siden september 2016.

- Først fik vi at vide, der ville komme en beslutning i starten af året. Så efter sommerferien. Men vi har stadig intet hørt, siger Vagn Kviesgaard.

Belejligt for kommune at sagen trækker ud

Det er måske ikke så mærkeligt, fordi hverken Slagelse Kommune eller Kommunernes Landsforening kan pt. svare på, hvem der sidder med sagen.

Og det er problematisk for borgerne, at en sådan beslutning om tilbagebetaling trækker ud på den måde, siger lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

Læs også
Kommune opkræver for meget for transport af handicappede
Læs også
Kommune opkræver for meget for transport af handicappede

Til gengæld mener han, at det er belejligt for kommunen, at sagen ikke kommer videre.

- Det er helt klart, at for hver måned der går, hvor KL og kommunen tænker, så forsvinder der krav i den anden, som de bliver fri for at betale, siger han og henviser til reglerne om forældelse.

Sten Bønsing understreger, at reglerne om forældelse er kompliceret, og at der derfor kan være undtagelser, hvor kravene ikke er forældede endnu. Ligeledes erkender han også, at det kan være en kringlet sag at vurdere.

- Det er nok ikke et helt nemt juridisk spørgsmål, men omvendt vil jeg sige, at det nok ikke er noget, der burde tage halvandet år. For det er en kendt problemstilling. Den er bestemt set før.


Nyhedsoverblik