Kommune i opråb til borgerne: Film ikke vores skraldemænd

Næstved Kommune har tillid til, at skraldemændene gør deres arbejde korrekt. Derfor opfordrer de borgerne til at lade være med at filme dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næstved Kommune opfordrer nu borgerne til at lade være med at filme og tage billeder af kommunens skraldemænd.

I et opslag på kommunens profil på Facebook skriver kommunen:

Vores skraldemænd oplever desværre, at flere er begyndt at filme og tage billeder af dem, mens de tømmer skraldespande.

Vi er selvfølgelig glade for, at så mange viser interesse for affaldssortering, men hånden på hjertet – hvem bryder sig om at få taget billeder og blive filmet, mens de udfører deres arbejde?

quote I en periode har vi haft en oplevelse af, at der er nogen borgere, der ikke er helt trygge ved, om sorteringen af affaldet foregår, som det skal

Pernille Balslev-Erichsen, centerchef, Center for Plan og Miljø

Kommunen opfordrer i stedet borgerne til at spørge deres skraldemand, hvordan affaldsbeholderen bliver tømt, og kommunen skriver også, at borgerne er velkomne til at ringe til Team Affald, hvis man har spørgsmål om, hvordan affaldet bliver hentet og behandlet.

- I en periode har vi haft en oplevelse af, at der er nogle borgere, som ikke er helt trygge ved, om sorteringen af affaldet foregår, som det skal. Derfor har nogen borgere valgt at filme, fordi man jo ser den her skraldespand blive løftet op og hvad er det så, der sker? Bliver det sorteret rigtigt eller ej, lyder det fra Pernille Balslev-Erichsen, der er centerchef for Center for Plan og Miljø.

Flere end 50 kommentarer

Opslaget på Facebook har fået over 50 kommentarer, og flere borgere hentyder til TV2 ØST's historie fra Vordingborg, hvor skjulte optagelser viste, at borgernes sorterede affald i flere tilfælde blev blandet sammen i skraldebilerne.

Læs også
Sorteret affald bliver blandet sammen i skraldebilerne: - Det er spild af vores tid
Læs også
Sorteret affald bliver blandet sammen i skraldebilerne: - Det er spild af vores tid

Elisabeth Dall skriver eksempelvis:

Efter historien fra Vordingborg må jeg indrømme, at jeg gloede diskret ud af vinduet, da mine spande blev tømt. Her i Dyssen så jeg, at det blev håndteret korrekt og så bliver man jo glad.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En anden borger, Jan Arne Guldberg, skriver:

Selvfølgelig vil de ikke filmes...Tænk nu, hvis de havner i samme situation som i Vordingborg... Jeg ser sådan på det, at hvis man har rent mel i posen, så frygter man ikke overvågning.

Sorteret affald blandet sammen

Historien om, at det sorterede affald røg ned i samme kammer på skraldebilerne, kom frem i begyndelsen af april. Hen over tre forskellige dage foretog TV2 ØST optagelser af 44 skraldespande, der blev tømt i Vordingborg.

I 28 tilfælde røg både bioaffald og restaffald direkte ned i kammeret på skraldebilen, der var beregnet til restaffald og blev altså ikke sorteret i de to rum, som skraldebilerne har. Optagelserne viste også, at skraldemændene ikke kiggede ned i affaldsbeholderen for at kontrollere, om affaldet var korrekt sorteret.

Artiklen fortsætter under videoen.

Se optagelserne, hvor det sorterede affald blev blandet sammen i Vordingborg.

Firmaet Urbaser, der står for affaldshåndteringen i Vordingborg Kommune, lovede efterfølgende, at de ville indskærpe overfor de ansatte skraldemænd, at affaldet selvfølgelig skulle sorteres korrekt. Men skraldemændene i Næstved er ansat i et helt andet firma, nemlig Remondis.

Læs også
Skraldefirma melder klart ud - sjusk med affaldssortering kan ende med fyring
Læs også
Skraldefirma melder klart ud - sjusk med affaldssortering kan ende med fyring

- Det var umiddelbart efter optagelserse i Vordingborg, at borgerne i Næstved fik fokus på, om sorteringen foregår korrekt her, og vi har tillid til, at der sker den sortering, som der skal, så der er ikke nogen grund til, at borgerne kontrollerer det derude på vejene. Så skraldemændene passer deres arbejde – og de har ønsket at sige: Stol nu på os og har I en oplevelse af, at noget ikke bliver gjort korrekt, så ring endelig til os, siger Pernille Balslev-Erichsen.

Artiklen fortsættes under billedet.

Centerchef for Center for Plan og Miljø i Næstved Kommune, Pernille Balslev-Erichsen, opfordrer borgerne til at ringe, hvis de oplever, at skraldemændenes affaldssortering ikke er korrekt i stedet for at filme dem. 
Centerchef for Center for Plan og Miljø i Næstved Kommune, Pernille Balslev-Erichsen, opfordrer borgerne til at ringe, hvis de oplever, at skraldemændenes affaldssortering ikke er korrekt i stedet for at filme dem.  Foto: Næstved kommune

Man kan som borger godt opleve, at en affaldsbeholder bliver tømt ned i samme rum, nemlig til restaffaldet. Ser man dette, så skyldes det, at hvis der hos den enkelte borger er sket en fejlsortering af rest- og madaffaldet, så bliver det hele læsset ned i restaffaldsrummet, sådan at det sorterede madaffald ikke bliver ødelagt af restaffaldet.  

- Men det er klart, at står man ude ved vejen og har en oplevelse af, at noget ikke bliver gjort korrekt, så ring endelig til os, så tager vi fat i det, understreger Pernille Balslev-Erichsen.

I Næstved Kommunes opslag er der dog også masser af positive kommentarer og skulderplap til skraldemændene:

Inger Jan Christensen skriver eksempelvis:

Jeg var ikke hjemme i påsken. Renovationsmedarbejderen gik selv ned og fandt containeren, 50 meter fra fortovet. Det er service.

Og Inger Marie Petersen skriver:

Det gør man da ikke, de gør deres arbejde og det skal vi være glade for . En tilfreds bruger.


Nyhedsoverblik