Stinker af rådne æg: Kommune har meldt biogasanlæg til politiet

Kalundborg Bioenergi kæmper fortsat med lugtproblemer, lyder det fra borgere i området. Nu har kommunen politianmeldt virksomheden bag.

En lugt af rådne æg fra biogasanlægget i Kalundborg har nu fået kommunen til at politianmelde firmaet bag for at overtræde deres miljøtilladelse.

Fredag blev en anmeldelse sendt af sted fra Kalundborg Kommune til Midt- og Vestsjællands Politi.

Politianmeldelsen drejer sig om biogasanlægget i Kalundborg, som gentagne gange har været genstand for voldsom kritik fra borgerne i området. Biogasanlægget lugter af rådne æg, og det er ikke til at holde ud, har naboerne tidligere fortalt til TV2 ØST.

- Jeg kan lugte det helt ind i stuen, når det er rigtig galt. Jeg kan ikke have døre og vinduer stående åben, sagde nabo Inger Petersen i marts, og tilbage i oktober 2018 lød det fra Lars Kaster Jørgensen:

- Vi har ikke kunne holde grillfester her, og man har ikke kunne invitere gæster, for de ville køre hjem igen med det samme, de lugtede det. Det er frustration og frustration og frustration.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jeg kan ikke have døre og vinduer stående åben, siger Inger Petersen, der bor i Kalundborg. Foto: Tina Mortensen - TV ØST

Har fået lang snor

Og nu har kommunen altså fået nok og har sendt en politianmeldelse af firmaet bag biogasanlægget, Kalundborg Bioenergi, af sted.

Biogasanlægget har fået lang snor allerede. Men på et tidspunkt er der jo ikke mere tålmodighed. Det her er bestemt ikke noget, vi gør hver dag

Jakob Beck Jensen (V), formand, teknik- og miljøudvalget, Kalundborg

- Vi har givet dem en miljøtilladelse, og den overholder de ikke. Det står klart og tydeligt i miljøtilladelsen, at der ikke må være lugtgener, og det er der jo. Der må være lugtgener, hvis de skal skifte filtre, men så skal de varsko naboerne, siger formanden for teknik- og miljøudvalget i kommunen, Jakob Beck Jensen (V).

Det er politikerne i kommunen, der har opfordret kommunens administration til at gå videre med politianmeldelsen efter et udvalgsmøde i april. Og den opfordring har administrationen altså reageret på.

- Biogasanlægget har fået lang snor allerede. Men på et tidspunkt er der jo ikke mere tålmodighed. Det her er bestemt ikke noget, vi gør hver dag. Alle er tabere i den her sag, både vi som kommune, borgerne og biogasanlægget. Men nu er det så op til politiet at se på sagen, siger Jakob Beck Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tålmodigheden er brugt op, lyder det fra Jakob Beck Jensen (V), formand for teknik- og miljøudvalget i Kalundborg Kommune. Foto: Line Strand - TV ØST

Lugtede det så sent som i går

Han understreger, at kommunen i lang tid har været i dialog med virksomheden bag biogasanlægget, og det vil de fortsat være.

- Men vi håber på, at politianmeldelsen fører til, at virksomheden gør endnu mere for at få løst problemet. Nu ved de, at vi mener det alvorligt, siger udvalgsformanden.

Han siger også, at lugtgenerne fra biogasanlægget ikke er lige så slemme tidligere.

- Der har været en generel bedring det seneste halve år, og der har været færre lugtgener. Men altså, jeg lugtede det selv så sent som i går.

Kalundborg Bioenergi har ikke ønsket at stille op til interview om politianmeldelsen, men driftschef Erik Lundsgaard skriver i en mail:

- Vi er naturligvis kede af, at kommunen har valgt at politianmelde os. Vi har allerede gjort meget for at forbedre anlægget, og vi vil fortsat holde vores hotline åben, så vi kan reagere, hvis nogen skulle opleve lugt fra vores anlæg.

Kritikken af lugten har lydt længe. I marts fortalte vi, hvordan borgerne - trods løfter - stadig var præget af stank:

03:46

Det sker stadig, at en fæl hørm rammer Kalundborgs midtby. Det lokale biogasanlæg har nemlig endnu ikke fået helt styr på lugtgener, der længe har plaget borgerne.

Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App