Uopmærksomme bilister truer trafiksikkerheden

Mobilen i hånden i stedet for hånden på rattet. Uopmærksomhed i trafikken er et stort problem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lastbilchauffør Søren Hornbæk kender til problemet med mobiltelefonen, der vibrerer ude på vejen.

- Det sker, at jeg selv kigger på den, det vil jeg gerne indrømme, siger Søren Hornbæk.

Hver eneste dag oplever han bilister og lastbilchauffører, der ofte er mere optaget af at kigge på deres mobil. 

- De laver alt muligt andet. Kigger i deres notesblok eller kigger i mobil, som de ikke må, siger Søren Hornbæk.

quote Det er især risikabelt, når vi kigger på en lille skærm og begynder at taste

Tove Hels, chefkonsulent hos Rigspolitiet

For at se om det virkelig passer, har TV ØST lejet en bus for at teste, om vi også kan finde uopmærksomme bilister og lastbilchauffører.

Det viste sig ikke at være særlig svært.

Inden for kort spottede TV ØST én, der havde telefonen oppe ved øret, én der lod tommelfingeren glide hen over skærmen, mens han kørte og en tredje, som kørte med begge arme over hovedet.

Stor uopmærksomhed

Sidste år gennemførte Rigspolitiet den første – og indtil videre eneste – landsdækkende undersøgelse af uopmærksomhed i trafikken. 

En lastbilchauffør har øjnene på et stykke papir under kørsel.
En lastbilchauffør har øjnene på et stykke papir under kørsel. Foto: TV2 ØST

På en enkelt dag talte politiet bilister, der lavede andet end at køre bil, mens de sad bag rattet. Undersøgelsen viste at 2,4 procent af de biler, der røg i politiets net i Midt- og Vestsjællands Politikreds var uopmærksomme. Hos Sydsjællands – og Lolland-Falsters Politikreds var det 2,5 procent, der var uopmærksomme.

Kategorierne var delt op i tre:

  • Tale i håndholdt eller håndfri mobiltelefon
  • Spise, drikke eller ryge under kørsel
  • Betjening af bilen ud over det, man skal for at den kører – for eksempel taste ind på en GPS

- Der er en meget større andel af tungvognschaufførerne, primært lastbilchaufførerne, der foretager sig noget, der distraherer, mens de kører – en meget større procentdel end person- og varebilsførerne, siger Tove Hels, chefkonsulent hos Rigspolitiet.

Kan være skyld i flere trafikuheld

Faktisk viste undersøgelsen, at der var 6,9 procent af tungvognschaufførerne, der lavede andet end at køre lastbil i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds. Og tallet var helt oppe på 14,7 procent i Midt- og Vestsjællands Politikreds.

quote Kør bil, når du kører bil

Erik Mather, leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

- Det er især risikabelt, når vi kigger på en lille skærm og begynder at taste. Så er både øjnene og koncentrationen væk fra vejen, siger Tove Hels.

Det er dog svært at bevise, at ulykker opstår på grund af uopmærksomhed, men en amerikansk undersøgelse har vist, at der er en sammenhæng.

Og ifølge Erik Mather, leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, kan der være en sammenhæng mellem uopmærksomhed og antallet af ulykker. 

Lastbilchauffør Søren Hornbæk
Lastbilchauffør Søren Hornbæk Foto: TV2 ØST
Mor cykelhjelm unge teenagere
Læs også
Teenagere er udsatte i trafikken: Sådan kan du hjælpe som forælder
Mor cykelhjelm unge teenagere
Læs også
Teenagere er udsatte i trafikken: Sådan kan du hjælpe som forælder

- Der, hvor der er størst koncentration af færdselsuheld, der kunne der være størst uopmærksomhed. Så vi har udpeget nogle områder, hvor vi lægger tyngden af vores kontroller, forklarer han.

Kørte lastbil med albuerne

I bussen, som TV ØST lejede, var vi desuden vidne til en lastbilchauffør, der talte i mobil med den ene hånd, røg med den anden og styrede bilen med albuerne. 

I en anden lastbil rakte chauffører langt over for at nå en køletaske, en anden har bremsefoden oppe i vinduet og en enkelt læste, mens han kørte lastbil.

- Når du sidder og kigger på en mobil, så ser man ikke, hvad der foregår foran bilen. Det er i sig selv ret alvorligt. Kør bil, når du kører bil, lyder opfordringen fra Erik Mather.

Færdselsloven

Færdselslovens § 55a
Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte mobiltelefoner
Ser politiet, at du bruger håndholdt mobiltelefon eller sender en sms, mens du kører bil, får du en bøde på 1.500 kr. Kører du på cykel er bøden 1.000 kr., hvis du bruger din håndholdte mobil.

 
Færdselslovens § 3 stk. 1
Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres
Der er mange ting, der kan forårsage uopmærksomhed, og det er umuligt at lovgive om dem alle. Politiet vurderer i hvert enkelt tilfælde, om denne paragraf er overtrådt. Det kan fx være, hvis de ser en bilist køre bil og læse avis samtidigt.

 
Kilde: Rådet for Sikker Trafik


Nyhedsoverblik