En ny plan fra Rigspolitiet og landets politikredse skal nedbringe månedlange ventetider på køreprøver. Men meningerne om planen er delte blandt kørerlærere.
Det er blandt andet flere ekstra medarbejdere og pensionerede prøvesagkyndige, samt ekstra køreprøver om lørdagen, som skal få nedbragt ventiderne. Det skriver Ritzau.
Helt præcist skal 30 ekstra medarbejde tilføres på landsplan, så ventetiderne kan blive bragt ned på et normalt niveau inden årets udgang.
Derudover skal pensionerede prøvesagkyndige ansættes som vikarer. Samtidig har politiet lånt ni prøvesagkyndige fra Forsvaret i fire måneder.
Vi kørelærere har sagt lige fra loven blev indført 1. januar i år, at der ville komme pres på, når 17-årige kunne tage kørekort
I Slagelse er kørelærer Brian Hansen meget spændt på at se effekten af de nye initiativ.
- Det er glædeligt, at politiet og politikerne endelig gør noget ved det her problem. Planen med køreprøver om lørdagen er der mange elever, der bliver glade for, siger Brian Hansen og fortsætter:
- Det bliver spændende at se, om vi kommer ned på 14 dages ventetid, som man maksimalt skal vente på frem mod en prøve.
Plan har været alt for længe undervejs
Det er ingen hemmelighed, at kørelærerne længe har klaget over lange ventetider på køreprøve. Derfor kommer redningsplanen en kende for sent, hvis man spørger Michael Gullits Mikkelsen, som er kørelærer og medejer af Maribo Køreskole.
- Det er en god ting med den nye plan. Men samtidig er det alt for sent, at de kommer med planen.
De er kommet sent ud af starthullerne, siger Michael Gullits Mikkelsen.
Ifølge kørelæreren har han fået ryddet op i sit januar-hold med omkring 55 elever. Her er han nu nået op på godt 50 elever, der er blevet færdige i maj og har fået deres kørekort. Men det er en måned for sent, efter Michael Gullits Mikkelsens mening.
- Vi kørelærere har sagt lige fra loven blev indført 1. januar i år, at der ville komme pres på, når 17-årige kunne tage kørekort. Vi står med helt ekstremt problem lige nu, så deres løsning kommer alt for sent, siger Michael Gullits Mikkelsen.
Siden 1. januar 2017 har 17-årige haft lov til at tage kørekort. Det var denne lovændring, som øgede presset på køreskolerne landet over.