Købmænd: Det har store konsekvenser, når den sidste butik lukker

Butiksdød koster et lokalt samfund dyrt, men det er muligt at redde de lidende dagligvarebutikker i landsbyerne, lyder det fra de samvirkende købmænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På ti år har over 300 dagligvarebutikker drejet nøglen om i landets allermindste byer, ligesom Let-Køb i Sandved må gøre den 30. april.

Sådan viser tal fra Danske Samvirkende Købmænd (DSK).

Og det kan altså have store konsekvenser for lokalsamfundet, lyder det fra organisationens administrerende direktør, John Wagner.

quote Når der bliver færre butikker, så er der også færre, der kan lukke

John Wagner, adm. direktør, Danske Samvirkende Købmænd

Hvordan kan det være så mange af de små købmænd er forsvundet?

 - Der er to væsentlige grunde til, at det går tilbage for de små købmænd. En af dem er jo den stigende affolkning i de allermindste byer. Her står flere huse tomme, og så er der altså også færre kunder tilbage, siger han.

- Den anden grund er, at en lang række kommuner giver tilladelse til udbygning af detailhandlen i de største byer, og at de etablerer store dagligvarebutikker, for eksempel ved indfaldsvejene. Det er klart, at de butikker har en større oplandseffekt og suger handlen ind fra landdistrikterne til de større byer. Og så er der mindre omsætning tilbage.

Borgere slår ring om butikker

Men udviklingen ser ud til at være stagneret nu. Hvordan kan det være?

Læs også
Svigtende omsætning tvinger Let-Køb i Sandved i knæ
Læs også
Svigtende omsætning tvinger Let-Køb i Sandved i knæ

- Når der bliver færre butikker, så er der også færre, der kan lukke. Nogle steder har der måske tidligere været et par butikker eller flere, og i nogle landsbyer er der måske kun én tilbage. Og så er det klart, at den omsætning, der før var fordelt på et par butikker, koncentreres omkring én. Og så overlever den i en længere periode. Der er simpelthen færre butikker at tage af, og derfor er der en opbremsning i butiksdøden, fortæller John Wagner. 

- Men der er også flere og flere steder, hvor lokalbefolkningen bliver opmærksomme på de konsekvenser, det har for lokalsamfundet, hvis de mister den sidste dagligvarebutik. Derfor er der mange steder, hvor de lokale slår ring om butikken, hvis den kommer i knibe.

Hvad er det for nogle konsekvenser, sådan et lokalsamfund skal igennem, hvis butikkerne lukker?

- Når den sidste dagligvarebutik lukker, så mister byen meget ofte det samlingspunkt, som man havde. Mange af de ældre i byen mister både indkøbsmuligheden og så den sociale kontakt, de har med andre ældre og dem, der arbejder i butikken, når de hver dag går på indkøb.

quote Mange af de ældre i byen mister både indkøbsmuligheden og så den sociale kontakt, de har med andre

John Wagner, adm. direktør, Danske Samvirkende Købmænd

- Det bliver også mindre attraktivt for familier at flytte til landsbyen. Vi har lavet adskillige undersøgelser, som dokumenterer, at det har stor betydning for valget af bopælsby, at der er en købmand. Og når der ikke er mange, der flytter til, så betyder det også, at det er svært at sælge, og husene mister værdi. Blandt andet fordi der ikke er flere butikker tilbage. Så der er store konsekvenser for de samfund, hvor der ikke er dagligvarebutikker tilbage.

Crowdfunding kan hjælpe

Hvad skal der til for at sikre sådan en butiks overlevelse?

- På lang sigt er det eneste, der kan sikre butikkernes overlevelse, at folk i området handler i butikken. Men nogle steder er der blandt andet brugt crowdfunding, borgerne har skaffet penge til modernisering af butikken eller til at hjælpe en ny købmand i gang, siger John Wagner.

- Men på lang sigt er det afgørende jo, at butikken kan drives på markedsøkonomiske vilkår, sikre en fornuftig løn og bære, at der er ansatte. Det kræver altså en pæn loyalitet fra borgerne i området, og at man ikke kun bruger den lokale butik, når man skal have en liter mælk. Man skal også lægge nogle af sine større weekendindlkøb i butikkerne.


Nyhedsoverblik