Klage afvist – Næsby Strand kan endelig få sit dige

Watertubes ved Næsby Strand ved højvandet i 2017. Det skal nu være fortid, for nu kan de endelig få et dige. Foto: Leo Grøndal

Efter mange års kamp kan Næsby Strand endelig få et dige. Den sidste klage er nemlig blevet afvist, og projektet kan nu gå i gang.

Der er jubel og glade dage ved Næsby Strand. 

For deres længe ventede digeprojekt kan endelig gå i gang. Den seneste klage, der har sat en stopper for det ønskede dige, er nemlig blevet afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Og nu er der ikke flere klagemuligheder.

Jeg har simpelthen været helt oppe at køre lige fra morgenstunden

Børge Carlsen, Bestyrelsesmedlem hos Næsby Strand Digelag

- Det er jeg super glad for. Jeg har simpelthen været helt oppe at køre lige fra morgenstunden, efter jeg fik det at vide ved otte-tiden. Så det er bare super. Nu glæder vi os til at komme i gang, siger Børge Carlsen, der er bestyrelsesmedlem hos Næsby Strand Digelag.

Sæsonen for efteråret og vinterens storme er over os, og hos sommerhusejerne ved Næsby Strand har det flere gange betydet oversvømmelser i deres sommerhuse.

Siden 2006 har beboerne derfor kæmpet for at få beskyttet området bag Næsby Strand af et dige. Men på grund af den ene klage efter den anden er projektet gang på gang blevet udsat.

Men nu ser det endelig ud til at lykkes.

Afvisning fra Miljø- og Fødevareklagenævnet:

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at klager ikke er klageberettiget i forhold til klagepunktet om, at der ikke må udledes mere drænvand til søen, hvis den skal have mulighed for at genoprette den tidligere tilstand.

 

Nævnet har herved lagt vægt på, at klagers interesse i søens tilstand ikke er anderledes end den interesse andre borgere, der bor og færdes ved søen, har. Kravet om, at interessen skal være individuel, er således ikke opfyldt.

 

Kilde: Slagelse Kommune

Et dige plaget af klager

Den seneste klage er den sjette på fire høringsrunder. Tidligere klager har ført til, at der er foretaget flere justeringer af projektet.

Efter mange års arbejde var projektet næsten på plads, og 27. august besluttede politikerne i Slagelse Kommune at sikre økonomien i projektet med en lånegaranti. Samtidig er alle myndighedstilladelser til projektet på plads. Men en klage var ved at forsinke projektet endnu engang.

Klagen drejede sig om en lille privatejet sø ved navn Skudeløbet. I dag løber drænvand naturligt ud i søen, men når der bygges dige, kan vandet ikke frit løbe ud i søen. Det skal i stedet samles i et regnvandsbassin og derfra pumpes over i søen. Og det, mener klageren, er forkert.

Artiklen fortsætter under videoen.

00:39

Sådan så oversvømmelserne ud i 2013 efter stormen Bodil.

Luk video

Men det har Miljø- og Fødevareklagenævnet endegyldigt afvist, og nu er der ikke andet for end at komme i gang, lyder det.

I løbet af et par måneder skulle vi gerne høre en stor gravemaskine køre rundt i området her

Børge Carlsen, Bestyrelsesmedlem hos Næsby Strand Digelag

- Vi har jo et projekt, der er fuldstændig køreklar, så nu foreligger der en hel masse praktisk arbejde. Så det er en super dag, siger Børge Carlsen.

- I løbet af et par måneder skulle vi gerne høre en stor gravemaskine køre rundt i området her, fortæller Børge Carlsen.

Diget langs Næsby Strand skal ligge tilbagetrukket fra stranden nær bygningerne i området. Det kommer til at koste 8,8 millioner kroner at bygge diget. 1,9 millioner kroner er allerede bevilget af staten, og kommunen har givet en garanti for at kunne låne det resterende beløb.

Diget skal betales af de lokale grundejere via digelauget.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App