Kirsebæreventyret: Lollandsk vin på det store lærred

Journalist Morten Brink Iwersen (t.v.), godsejer Harald Krabbe (midten) og kok Jan Friis-Mikkelsen (t.h.) mødtes mere eller mindre tilfældigt. I dag driver de Frederiksdal Kirsebærvin sammen. Foto: Privatfoto

I tre år har dokumentarist Eva Mulvad fulgt med i lollandske Frederiksdal Gods' vineventyr. Filmen har premiere på filmfestival i denne uge.

En godsejer, en journalist og en kok mødes tilfældigt og begynder at lave vin.

Det er ikke så tit, man får den gave at kunne se tilbage i tiden

Harald Krabbe, godsejer på Frederiksdal Gods

Det lyder som starten på en vittighed. Ikke desto mindre er det den skinbarlige sandhed om Frederiksdal Kirsebærvin. Det lollandske vineventyr bliver nu til dokumentarfilmen Kirsebæreventyret – eller mere finurligt på engelsk: Cherry Tale.

Godsejeren på Frederiksdal Gods, Harald Krabbe, ser med glæde på, at de sidste tre år af godsets vinprojekt er blevet foreviget.

- Det er unikt. Det er ikke så tit, man får den gave at kunne se tilbage i tiden, siger han.

På torsdag har filmen premiere for offentligheden på den københavnske filmfestival CPH:DOX.

Ikke uden betænkeligheder

Der er kun blevet produceret kirsebærvin på Frederiksdal Gods siden 2006. Inden da blev godsets Stevnskirsebær, som sorten kaldes, solgt til juiceindustrien. Det var dog ikke den store forretning, og derfor planlagde Harald Krabbe at skrotte træerne.

En dag kom journalisten Morten Brink Iwersen tilfældigt forbi. Han overbeviste godsejeren om at forsøge sig med kirsebærvin. Og sammen med kokken Jan Friis-Mikkelsen startede de tre en drøm. I dag har plantagen 17.000 kirsebærtræer, og der sælges vin rundt omkring i hele verden.

Artiklen fortsætter under videoen.

02:16

Frederiksdal Gods har i dag 17.000 kirsebærtræer, der bliver til kirsebærvin. Se flotte dronebilleder af træerne i fuld flor.

Luk video

Men i vinens verden, hvor årgang ofte er et nøgleord, er vindyrkning på det lollandske gods stadig i en ung alder. Så da dokumentarist Eva Mulvad og Danish Documentary Production henvendte sig for cirka fire år siden, var det ikke med hovedet først, Harald Krabbe kastede sig ud i det.

- Man bliver altid lidt betænkelig. Fordi det der med at udlevere sig selv, har man jo ikke lyst til. Og det er der set rigtigt mange dårlige eksempler på, fortæller han.

Den fanger os, og den fanger præcis, hvordan det er at være iværksætter

Harald Krabbe, godsejer på Frederiksdal Gods

Eva Mulvad solgte dog sig selv og idéen godt. Og derfor kom hun med på rejsen. Både i overført betydning, men også helt bogstaveligt, når de tre iværksættere var på fremstød i Frankrig og Shanghai.

Og undervejs forsvandt de største betænkeligheder.

- Efter kort tid glemmer man jo fuldstændigt, at der er nogen, der optager én. Så er man bare, som man er, fortæller Harald Krabbe.

En ærlig fortælling

Harald Krabbe er ikke bange for at kalde det færdige produkt for en ærlig fortælling. Både om de tre iværksættere med så forskellige baggrunde, men også i særdeleshed om det at starte virksomhed.

- Hvis jeg skal gøre noget, så skal jeg gøre det ordentligt. Og sådan har Eva det også. Så det kan ikke nytte noget, vi laver en film, der er for overfladisk. Den fanger os, og den fanger præcis, hvordan det er at være iværksætter. De problemstillinger, der er i det.

At filmen tjener som et eksempel i iværksætteri understreges af det panel, der efter filmens premiere skal diskutere iværksætteri. Her vil Harald Krabbe være i selskab med både lakridsmageren Johan Bülow (Lakrids by Johan Bülow, red.), ølbryggeren Mikkel Borg Bjergsø (Mikkeller, red.) samt uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers.

Artiklen fortsætter under billedet.

De tre forholdsvist nye vinbonder er hovedpersoner i den nye dokumentarfilm Kirsebæreventyret (på engelsk: Cherry Tale).

Det er nærmest bare reaktionen fra andre mennesker, man er spændt på at høre

Harald Krabbe, godsejer på Frederiksdal Gods

Filmen vil også blive brugt som undervisningsmateriale på erhvervsskoler. Det er dog ikke kun erhvervsinteresserede, der skal give filmen en chance, fortæller Harald Krabbe.

Filmen indeholder nemlig også mange universelle temaer, som de fleste formentlig kan relatere til.

- Der er venskaber, hvordan man tackler kriser, hvordan går man i gang med en drøm. Så der er mange facetter i den, uddyber han.

Godsejeren – og vinbonden – Harald Krabbe ser frem til at høre folks mening om filmen.

- Det er nærmest bare reaktionen fra andre mennesker, man er spændt på at høre, afslutter han.

Filmen skal efter planen også vises på TV 2 i løbet af 2019.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App