Kirkeminister efter bispevielse: - Jeg bliver altid rørt

For kultur- og kirkeminister Mette Bock var søndagens indvielse af Lolland-Falsters nye biskop, Marianne Gaarden, en stor oplevelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var fint besøg i Maribo Domkirke, da det lokale stifts nye biskop søndag skulle indvies.

Selveste dronning Margrethe II og adskillige danske og udenlandske biskopper havde taget turen til Lolland for at se Marianne Gaarden iføre sig sin nye kåbe og dermed blive Lolland-Falsters første kvindelige biskop.

Blandt gæsterne var også Danmarks kirkeminister Mette Bock (LA), for hvem dagen var en stor oplevelse.

- Jeg bliver altid rørt. Jeg har før haft fornøjelsen af at være med til en bispevielse, men jeg bliver stadig rørt over det. Det fortæller, at folkekirken er et fundament i vores land. Tre ud af fire er medlemmer, og når man samles om sådan en begivenhed her, mærker man historiens vingesus, sagde hun til TV ØST efter ceremonien.

Her tilføjede ministeren også nogle rosende ord om Marianne Gaarden:

- Det er en biskop, som både har teologisk indsigt, men også en meget stor forståelse for, hvilken betydning det har, at man er en levende og åben kirke, hvor dørtrinnet ikke er højt. Så det skal nok blive godt.

Som kirkeminister Mette Bock er med til at sætte rammerne for den danske folkekirke, og derfor havde hun også nogle velmenende råd til Marianne Gaarden.

- Find balancen mellem at være teologisk vejleder og administrativ leder af et stift og hele tiden husk, at det er menighederne, som er fundamentet for det hele, sagde hun.

Den nu forhenværende biskop Steen Skovsgaard har valgt at flytte til Aarhus for at skrive en ph.d.-afhandling på universitetet dér.


Nyhedsoverblik