Kendte kriminelle taget - sigtet for at stjæle 150 liter diesel

Der har de seneste uger været flere eksempler på tyveri af dieselolie. Arkivfoto. Foto: Ida Valsted - TV ØST

To mænd er blevet anholdt. De er sigtet for at have stjålet diesel fra en parkeret lastbil i Ringsted i nat.

Politiet overvejer torsdag formiddag, om to mænd, der i nat blev anholdt i Ringsted, skal fremstilles i grundlovsforhør.

De to mænd blev anholdt efter en kort politijagt i byen. De to var stukket af, da de angiveligt forsøgte at stjæle diesel fra en parkeret lastbil i byen.

En borger havde set mændene i området og havde undret sig – og ringede til politiet.

- Da vi kom til området, så valgte de to mænd at hoppe ud af deres bil, og til fods forsøgte de at løbe fra politiet. Det fik de dog ikke så meget ud af – de blev hurtigt fanget igen, siger Camilla Schouw Broholm til TV2 ØST.

Der er tale om en 39-årig mand fra Ringsted og en 28-årig mand fra Polen. De er godt kendt af politiet i forvejen.

Flere tyverier de seneste dage

Hele situationen udspandt sig på Tinvej i Ringsted, der er et industrikvarter i Benløse i den nordlige del af byen. Anmeldelsen af de to mænd indløb klokken 03.28.

Måske fordi de to mænd blev forstyrret, så slap de kun fra stedet med 50 liter diesel.

Der har de seneste uger været flere eksempler på tyveri af dieselolie – de fleste har dog handlet om større mængder diesel end det er tilfældet i denne sag.

Eksempelvis blev der stjålet hele 2.000 liter dieselolie på Kristensmindevej i Fuglebjerg ved Næstved natten til tirsdag.

I den forbindelse har politiet bedt vidner melde sig via telefon 1-1-4.

Det vides ikke, om der er en forbindelse mellem de mange sager om dieseltyverier.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App