Kendisser indtager grønsværen i Rørvig

Foto: TV ØST

I aften spilles årets vel nok vigtigste kamp for Rørvig IF. Det er den årlige Landliggerkamp, hvor kendisser og tidligere fodboldspillere stiller op.

Fodbold er i den grad en sport, der kan samle folk.

Og det har den gjort i mange årtier i Rørvig i Odsherred. Her har kendisser og tidligere fodboldspillere år efter år stillet op for at spille opvisningskamp mod Rørvig Idrætsforening.

Og i år er ingen undtagelse.

I aften trækker kampen endnu en gang tusindvis af tilskuere.

Artiklen fortsætter under billedet.

Landliggerholdet som det så ud i 2015. Anfører Stig Tøfting er også at finde på holdkortet i år. Foto: TV ØST

Kampen har stor betydning for Rørvig Idrætsforening. De flere tusinde betalende gæster bidrager til, at klubbens unge medlemmer kan komme på udenlandsture. Og det er i det hele taget en stor begivenhed for havnebyen.

- Der er rigtigt mange i Rørvig, som støtter op omkring idrætsforeningen, som hjælper og bager kager og hjælper med alt muligt hele ugen. Folk glæder sig til det, fortæller formand i Rørvig Idrætsforening, Christian Jensen.

Sidste år fandt hele 3.544 tilskuere vej til Højsandspladsen, hvor kampen traditionelt spilles. Det var et rekordstort antal tilskuere.

Mere end fodbold

Den traditionelle fodboldkamp stammer helt tilbage fra 40’erne. Det var den legendariske fodboldkommentator Gunnar ”Nu” Hansen, der fandt på konceptet, da han havde sommerhus i området.

Siden da har store personligheder som Dirch Passer og i senere år Mick Øgendahl og Peter Tanev trukket i støvlerne.

- Det er en skæg kombi med en vejrmand, nogle tv-værter, komikere og fodboldspillere, som sammen spiller fodboldkamp, siger Christian Jensen.

Landliggerholdet består af blandt andre:

Stig Tøfting (AGF, HSV - 41 landsholdskampe og mangeårig populær anfører for Landliggerholdet)


Martin Johansen (FCK, 3 U/19, 7 U/21 og 1 A landskamp)

 

Michael Johansen (16 U/19, 12 U/21 og 2 A landskampe)

 

Kim Daugaard (BIF)

 

Søren Colding (BIF, VfL Bochum)

 

Anders Juul (skuespiller, Badehotellet)

 

Andreas Kraul (sportskommentator DR)

 

Peter Tanev (TV2 vejret)


Mick Øgendahl, (komiker)

 

Rasmus Botoft (skuespiller - kendt fra DR Rytteriet, snobberne Poul & Fritz)

 

Anders Fjelsted (komiker)

 

Melvin Kakooza (vandt DM i stand-upcomedy 2017)

 

John ”Faxe” Jensen, (69 landsholdskampe, Arsenal, Hamburger SV og Brøndby IF)

 

Mads Laudrup (F.C. København, F.C. Helsingør, H.B. Køge, 29 ungdomslandsholdskampe),

 

Klaus Berggreen (Lyngby BK, AS Roma - 47 landskampe)

 

Mads Junker (7 landholdskampe, Vitesse, Roda JC, KV Mechelen, FC Nantes)

 

Sisse Fisker (TV-vært, forfatter, foredragsholder og bestyrelsesformand)

 

Jan Kalborg (sportskommentator på DR og holdleder for Landliggerholdet)

Se mere

For selvom omdrejningspunktet er en fodboldkamp, så indeholder arrangementet meget andet end det. I halvlegen bliver der trukket lod om præmier, og efter kampen kommer veteranbrandbiler med skum til stor glæde for de helt yngste.

- Fodbolden kommer i anden række, vil jeg næsten sige, fortæller Christian Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Masser af skum til de legesyge ved Landliggerkampen anno 2015. Foto: TV ØST

Og selvom aftenen handler om meget andet end fodbold, så skal formanden ikke snydes for en forudsigelse af kampens resultat. Her er der ikke meget optimisme at spore på hjemmeholdets vegne.

 Vanen tro så har Rørvig jo aldrig vundet, så det gør de nok heller ikke i år

Christian Jensen, formand, Rørvig Idrætsforening

- Vanen tro har Rørvig jo aldrig vundet, så det gør de nok heller ikke i år. Det er mit bedste bud, men hvor stort de taber, det ved jeg ikke, lyder det.

Rørvig IF spiller til dagligt i serie 4.

Hvis man vil have et glimt af fordums fodboldstjerne og diverse kendisser, så skal man møde op ved Højsandspladsen i Rørvig. Kampen fløjtes i gang klokken 19. Indgang koster 50 kroner for voksne, 25 kroner for 6-12-årige og er gratis for børn under 6 år.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App