Kalundborg Sygehus er blevet solgt, efter det har stået tomt siden 2018.
- Jeg kan fortælle, at sygehuset er solgt den 1. november til et nyoprettet selskab af nogle danske investorer, som jeg faktisk ikke kender. Det er gået rimelig hurtigt, oplyser Niels Jørgensen, Multitech-direktør og en af ejerne bag Ejendomsselskabet Kalundborg P/S til TV2 ØST.
Jeg har en idé om, at de vil fortsætte med den udvikling, der har været
Sygehuset har indtil 2018 været anvendt som asylcenter.
Solgt for ukendt beløb
Medejeren af Ejendomsselskabet Kalundborg P/S kan dog ikke oplyse over for TV2 ØST, hvilken pris sygehuset er solgt for.
- Det er ikke officielt. Det har køberne ikke ønsket, siger Niels Jørgensen.
Han kan dog en idé om, hvad der skal ske med bygningen.
- Jeg har en idé om, at de vil fortsætte med den udvikling, der har været. Vi har renoveret nogle boliger, og der var mulighed for at renovere nogle flere. Det tror jeg, de vil fortsætte med, siger han.
Kineserne er interesserede
I juni havde sygehuset ellers besøg af en delegation med kinesiske topledere og investorer, som er interesseret i at købe sygehuset.
De har planer om at etablere et science & technology center. Kineserne er interesserede i dansk-kinesisk samarbejde, og det ønskede center vil også kunne virke som et ansigt mod Kina, der kan føre til udvikling i både Danmark og Kina.
- Kineserne er stadig inde i billedet, og de fortsætter processen med de nye ejere. Det har de i hvert fald mulighed for, siger Niels Jørgensen.