Kæmpevindmøller kan være på vej til Sydsjælland - nu kommer nabo med kritisk opråb til politikerne

For Christine Fredensborg-Fogtmann og hendes familie har det haft store konsekvenser, siden to kæmpevindmøller blev opført sidste år tæt på deres hus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skal der opføres tre eller måske fire kæmpevindmøller på Sydsjælland?

Det er, hvad Næstved Kommunes byråd skal tage første beslutning om tirsdag aften. 

Samtidig sidder en nabo til to kæmpevindmøller i Midtjylland og håber, at hun med sin historie kan være med til at påvirke debatten i Næstved. 

quote Jeg har ikke lyst til at være her mere. Vi vil bare gerne væk herfra

Christine Fredensborg-Fogtmann, nabo til kæmpevindmølle

Christine Fredensborg-Fogtmann har nu i godt et år boet 597 meter fra en kæmpevindmølle.

- Jeg håber virkelig, de vil lytte. Mit hjerte bløder for dem, det vil komme til at gå udover, siger hun, og fortæller om, hvordan hun og familiens hverdag er stærkt forandret.

Vågner hver nat

Den nedlagte landejendom ligger i Midtjylland mellem Brande og Ejstrupholm. I flere år var den omdrejningspunktet for drømme og fremtidsplaner for Christine Fredensborg-Fogtmann og hendes mand.

- Det var vores livsdrøm med den ejendom, siger hun.

Men siden de to store vindmøller sidste sommer blev opført i området, har det ændret sig totalt.

Vindmøller
Læs også
Byråd skal tage stilling: Kæmpevindmøller på vej på Sydsjælland
Vindmøller
Læs også
Byråd skal tage stilling: Kæmpevindmøller på vej på Sydsjælland

- Jeg har ikke lyst til at være her mere. Vi vil bare gerne væk herfra, siger Christine Fredensborg-Fogtmann til TV ØST.

- Vores børn på fem og syv år vågner konsekvent hver nat nu, efter vindmøllerne kom op. Førhen vågnede de selvfølgelig om natten, når de var syge, som andre børn, men nu vågner de mindst én gang hver nat og ofte to-tre og fire gange, siger hun.

Derudover kan man, ifølge Christine Fredensborg-Fogtmann, slet ikke undgå at lægge mærke til den nærmeste kæmpevindmølle, når man færdes i huset i det daglige.

- Man kan mærke denne her lavfrekvente støj i møblerne ved en svag vibration. Udover det har vi udsigt til, at en af vingerne fra den ene mølle konstant kører ned bag taget på vores lade, når man står i køkkenet og vasker op. Om aftenen lyser den op og lysene blinker, siger hun.

Dyrene reagerer 

Også dyrene har ifølge Christine Fredensborg-Fogtmann reageret på opsætningen af møllerne.

quote Det, der er psykisk hårdt, er, at man hele tiden føler, man løber panden mod en mur

Christine Fredensborg-Fogtmann, nabo til kæmpevindmølle

- Vi har ponyer på en fold op mod den ene mølle. Efter møllerne er blevet sat op, gider de ikke bruge den fold mere, fortæller hun. 

Men den største reaktion fra dyrene kan de se på deres labrador. 

- Han vil simpelthen ikke ligge i stuen mere, fordi det er tæt på møllen og der er lyden højest. Han lægger sig i soveværelset bag sengen, og det er det rum, der er længst væk fra møllen. Desuden gør han af møllen om aftenen, når der er lys på møllen, siger hun.

Og så er der hende selv. I øjeblikket går Christine Fredensborg-Fogtmann sygemeldt med en depression og rygsmerter. En sygemelding, der heller ikke er helt uden baggrund i vindmølle-opførslen, mener hun. 

- Det har været fysisk og psykisk hårdt. Det, der er psykisk hårdt, er at man hele tiden føler, man løber panden mod en mur. Det har udløst så mange bekymringer, siger hun.

Syv års kamp

For at forstå Christine Fredensborg-Fogtmanns frustrationer, skal man, ifølge hende selv, syv år tilbage, hvor de indledende øvelser gik i gang i kommunen med henblik på at opføre kæmpevindmøllerne.

- Vores liv har stået i stampe i syv år, hvor vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt, siger hun.

Siden fulgte en del år med informationsmøder, høringer, målinger og vurderinger. Men den proces giver hun ikke meget for.

vindmolletransport-naestved-prebenmadsen-img_8310.jpg
Læs også
Kæmpe vinger på vej til Saltø Gods
vindmolletransport-naestved-prebenmadsen-img_8310.jpg
Læs også
Kæmpe vinger på vej til Saltø Gods

- Det var, som om man holdt alle de møder, fordi loven foreskriver det, men at man aldrig lyttede til de reelle bekymringer. Man fejede os bare af bordet, og vi blev slet ikke taget seriøst, siger hun.

Samtidig fulgte en kamp for at få svar og for at kæmpe imod opførslen af vindmøllerne. En kamp, som Christine Fredensborg-Fogtmann måtte opgive, da vindmøllerne sidste år blev opført. Nu føler hun ikke, der er mere at gøre.

- Vi føler os stavnsbundne til ejendommen. Vi har brugt mange penge på advokater og ejendomsmægler til at vurdere ejendommen, og hvis vi sælger, bliver vi højst sandsynligt teknisk insolvente, fordi huset har tabt så meget i værdi, siger hun.

Hun har en opfordring til de politikere i Næstved Kommunes byråd, der skal tage stilling til de fire kæmpevindmøller ved Sparresholm tirsdag aften.

- De skal tænke på de medmennesker, som det vil gå udover og lytte til dem. Det har så store konsekvenser. Det kan ikke være rigtigt, at nogen skal "tage en for holdet", fordi kommunen ønsker grøn energi. Det betyder så meget for dem, der bor i nærheden, siger hun.


Nyhedsoverblik