Kæmpe oprydning hos Museum Lolland-Falster: Vores plan er at fortsætte resten af året

Museum Lolland-Falster er i gang med noget af en hovedoprydning. Over 100.000 genstande skal vurderes, om de skal bevares eller kasseres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oppe under loftet på anden sal i en gammel, rød bindingsværksbygning i Nykøbing Falster, udspiller der sig en scene, som mest af alt ligner noget fra en krimi.

Her oppe går to personer med hvide dragter og blå plastikhandsker. Formålet er dog ikke at opklare forbrydelser, men rent faktisk at rydde op.

Museum Lolland-Falster er nemlig i gang med den helt store oprydning, hvor 100.000 genstande skal gennemgås, og hvor en tredjedel skal kasseres.

- Vi er i gang med at reducere antallet af genstande på vores magasiner. Vi har simpelthen for mange, siger Peter W. Hacke, der er registrator hos Museum Lolland-Falster.

Langsommelig proces

Når medarbejderne hos Museum Lolland-Falster skal vurdere om en genstand skal bevares eller kasseres, kigger de på, om genstanden har en historie, om de har flere af samme slags, og hvilken stand genstanden befinder sig i. Genstandene kan nemlig være gået i stykker eller være ramt at skimmelsvamp, hvilket også er årsagen til, at medarbejderne skal bære de hvide dragter.

Skal genstanden ikke bevares starter en lang proces, hvor de skal finde en evt. ny ejermand.

- Vi kontakter nabomuseerne, Den Gamle By i Aarhus, Frilandsmuseet i Brede eller Nationalmuseet og spørger om de har lyst til at overtage genstandene. Hvis de siger nej, prøver vi at finder giverne eller givernes arvinger, siger Lene Buur, museumsinspektør hos Museum Lolland-Falster.

Allerede bagude

I øjeblikket er de i gang med at kigge tingene igennem i magasinet i Nykøbing Falster. Her startede de i februar og er allerede kommet bagud i forhold til tidsplanen.

- Vores plan er at fortsætte resten af året og forhåbentlig være færdige til nytår, men det har taget os lidt længere tid, end vi havde regnet med. Der har været lidt flere genstande end vores første beregninger, siger Lene Buur.

Derfor kan Lene Buur og hendes kollegaer se frem til at gå rundt i deres hvide dragter lidt endnu. De regner først med at have gennemgået alle 100.000 genstande om 3-5 år.


Nyhedsoverblik