Jobcenter Kalundborg, der ligger på torvet i det centrale Kalundborg, modtog mandag eftermiddag en mistænkelig trussel.
Det oplyser Kalundborg Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
- Jeg kan bekræfte, at det her været en trussel, og politiet er til stede, siger Mads Damkjær kommunikationschef i Kalundborg Kommune.
Vi er til stede ved jobcenteret for at skabe tryghed og sikre, at der ikke skulle gøres alvor af truslerne
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der angiveligt tale om en trussel med en håndgranat.
- Klokken 14.21 fik vi en anmeldelse om, at en mand har fremsagt verbale trusler mod jobcenteret på torvet i Kalundborg. I forbindelse med de trusler kan vi bekræfte, at manden angiveligt har nævnt en håndgranat, og derfor tager vi selvfølgelig truslen meget alvorlig, sagde Camilla Schouw Broholm, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, tidligere til TV2 ØST.
Artiklen fortsætter under billederne.
Politiet massivt til stede
Politiet var i forbindelse med truslen massivt til stede ved jobcenteret.
- Vi er til stede ved jobcenteret for at skabe tryghed og sikre, at der ikke skulle gøres alvor af truslerne. Jobcenteret er desuden lukket for resten af dagen, mens vi efterforsker stedet, sagde Camilla Schouw Broholm.
Arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard oplyser til TV2 ØST, at der bliver taget hånd om situationen. Han ønsker dog ikke at gå i detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.
Ingen personer ifølge politiet kommet noget til ved truslerne.
24-årig anholdt i bil
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser på Twitter, at politiet klokken 16.23 fik kontakt til en bil, hvor en 24-årig mand fra Kalundborg blev standset.
Han var angiveligt på vej for at melde sig selv til politiet. Han blev anholdt uden dramatik og sigtet for trusler.
Artiklen fortsætter under billedet.
Derfor vil politiet nu arbejde med at afhøre den sigtede og andre involverede i sagen.
Der er ikke yderligere oplysninger til sagen lige nu, men Midt- og Vestsjællands Politi vil vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk i morgen.