For tre år siden blev Jette Nielsen fra Jorløse ved Kalundborg lam i en faldulykke og har siden været stærkt afhængig af hjælp i hjemmet, blandt andet til sin respirator.
Som det er i dag, er det Region Sjælland der bestemmer, hvem der skal stå for respiratorhjælpen.
Det koster virkelig meget, at man skal tænke på det hele tiden
66-årige Jette Nielsen vil dog gerne selv have indflydelse på, hvem der kommer i hendes hjem og hjælper hende, derfor har hun søgt Kalundborg Kommune om en borgerstyret personlig assistance, en såkaldt BPA-ordning, hvor hun selv kan stå for at hyre hjælpen.
Men det har hun fået afslag på.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Jeg vil gerne have lov at bestemme noget mere. Ville du have en person gående i dit hjem i 12 timer, som du egentlig ikke kan ret meget sammen med? For man skal jo være nogenlunde på samme bølgelængde, siger Jette Nielsen.
Derfor gav kommunen Jette afslag
Ifølge Kalundborg Kommune har man givet Jette Nielsen afslag på en BPA-ordning, fordi hun ifølge kommunen får den hjælp, som hun har brug for.
Men hun vil jo gerne selv være med til at bestemme, hvem der kommer og går i hendes hjem?
- Det tænker jeg egentlig også, hun har i dag. Det er et spørgsmål om at gå i dialog med de leverandører, der hjælper hende på området, så den tænker jeg, hun har, det er ikke betinget af, man skal have en BPA-ordning, før man kan gøre det, svarer Lars Aarøe Hansen, der er voksenspecial- og psykiatrichef i Kalundborg Kommune.
Artiklen fortsætter under billedet.
Andre har samme problem
Ifølge Jette Nielsen har hun forsøgt at gå i dialog med Region Sjælland, men hun føler ikke, der bliver lyttet til hendes ønsker.
- Det koster virkelig meget, at man skal tænke på det hele tiden. Så skal man svare den ene og den anden, og vi kommer ingen vegne, siger hun.
Vi har folk, der er 12 timer i vores hjem, og vi vil godt være med til at bestemme, om de skal ansættes
Tilbage står hun med en følelse af at være blevet umyndiggjort og ikke have reel indflydelse på, hvem der kommer i hendes hjem. Det er et problem, hun deler med andre mennesker med et stærkt fysisk handicap, lyder det fra Dansk Handicap Forbund.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Jo større handicap, man har fysisk, jo vigtigere er det, at de mennesker, man omgives med i hverdagen, ved, hvad man skal have hjælp til, så man ikke hele tiden skal bruge kræfter på at fortælle nogle nye, hvordan man skal hjælpes med de mest almindelige ting, siger Susanne Olsen, landsformand Dansk Handicap Forbund.
I Jorløse har Jette Nielsen nu tænkt sig at anke afgørelsen.
- Vi har folk, der er 12 timer i vores hjem, og vi vil godt være med til at bestemme, om de skal ansættes, siger Jette Nielsen.
Ifølge Region Sjælland arbejder de på at finde en holdbar løsning til Jette Nielsen.