Bilist bliver frustreret og dytter: - Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det

Hver fjerde bilist her i regionen har råbt af eller givet fingeren til en anden bilist. En af dem er Hanne, der dagligt bliver sur og irriteret på andre bilister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Temperamentet kan komme helt op i det røde felt, når Hanne sætter sig ind i sin bil.

Hun bruger omkring halvanden time i bilen hver dag fra sit hjem i Næstved til sit arbejde i Osted syd for Roskilde, og hun bliver dagligt frustreret over de andre bilister:

- Bliver jeg rigtig hidsig, kan jeg godt finde på at dytte i hornet, altså virkelig dytte i hornet, ellers snakker jeg højt og kommenterer på de andres kørse. Men det er nok mere de der traktorer, der mener, de skal køre og samle en kø på 20 biler bag sig, så har de fået et dummeslag i hovedet, når jeg er kørt forbi, siger hun.

Vejvrede er et stigende problem

Hun er langt fra den eneste, der hidser sig op i trafikken. En undersøgelse foretaget af DTU og Rådet for Sikker Trafik viser, at vejvrede er et stigende problem.

En fjerdedel af bilisterne her i regionen har råbt af eller givet fingeren til en anden bilist, og hver tredje her i regionen har været udsat for vejvrede.

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg hidser mig op og bliver irriteret, for ligeså snart jeg når frem og stiger ud af bilen, så er det overstået, det er ikke noget, jeg husker på, forklarer Hanne.

Forskrækkelse resulterer i vejvrede

Ifølge undersøgelsen foretaget af DTU og Rådet for Sikker Trafik er der ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor nogle trafikanter reagerer med vejvrede i trafikken, men når man spørger de personer, der siger, at de har udøvet vejvrede, så svarer 57 procent, at det var fordi, at de blev forskrækket over en anden trafikants adfærd.   

- Jeg har oplevet at køre et sted, hvor der var fuldt optrukket, og så kommer der en eller anden og vil overhale tre biler, hvor jeg bliver irriteret, sur og vred, fordi jeg synes, det er hensynsløst, jeg synes, det er uforsvarligt, og hvis der sker en ulykke, så bliver jeg medinddraget i det, hvor jeg ikke synes, det er okay at drage os andre i fare, fordi man er kørt hjemmefra fem minutter for sent, siger Hanne.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er vejvrede et stort problem, fordi det øger risikoen fra trafikulykker. Undersøgelser viser, at bilister, der udviser vejvrede, har større chance for at blive involveret i en ulykke, end andre bilister.

Hvad tænker du om det?

- Det har jeg aldrig tænkt på. Men jeg vil ikke mene, jeg selv er til fare i trafikken, siger Hanne.  

Gode råd – sådan håndterer du din vejvrede:

  • Bevar roen, selv om du bliver forskrækket over en anden trafikants adfærd.
  • Husk på, at den anden trafikant næppe ville genere dig.
  • Alle kan lave en fejl, og det hjælper ikke at blive vred.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik


Nyhedsoverblik