Internationalt magasin begejstret over lokal naturperle

Det klassiske magasin National Geographic gæstede i weekenden Møn. De kom for at fortælle historien om Dark Sky, men de endte med meget mere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Magasinet har siden 1888 givet læsere over hele verden ny viden om verdens vidundere og forunderlige afkroge.

Nu har magasinet National Geographic besøgt Møn, hvor en journalist og en fotograf har rejst rundt for at afdække øen.

Holdet kom herop for at dække stjernekiggerprojektet Dark Sky, men det udviklede sig til meget mere.

quote Under besøget blæste det op, og de fik lejlighed for at tage nogle fantastiske billeder af høje bølger, der knækkede ind over klinten

Ole Eskling, Møns Klint Resort

- Det var super spændende, for efterhånden som de var der, så fokuserede de mere og mere på den flotte natur på Møn, siger Ole Eskling til TV ØST.

Han driver Møns Klint Resort, ligesom han også er en af bagmændene bag Dark Sky-projektet. Han hjalp holdet rundt i området som en slags guide under deres projekt. 

National Geographics hold, da de i weekenden besøgte Møn.
National Geographics hold, da de i weekenden besøgte Møn. Foto: Ole Eskling

Dark Sky er ikke unikt for Møn, men der er endnu kun ni certificerede Dark Sky-områder i Europa og 44 i hele verden.

Elskede den vilde natur

Holdet fra National Geographic kommer fra Holland, men kastede sig over muligheden for at lave en reportage om den mørke nattehimmel på Møn.

Fotografen medbragte højkvalitetsfotoudstyr til at tage billeder af stjerner, men under besøget fik de også lejlighed til at se naturen fra en anderledes rå side.

- Under besøget blæste det op, og de fik lejlighed for at tage nogle fantastiske billeder af høje bølger, der knækkede ind over klinten båret af vindstød på 50 meter i sekundet, siger han.

Sådan så et af billederne af nattehimlen over Møn ud gennem fotografens kameralinse.
Sådan så et af billederne af nattehimlen over Møn ud gennem fotografens kameralinse. Foto: Rutger Geerling / rudgr.com

Han er selv imponeret over, hvordan holdet arbejdede.

- Fotografen ville gerne have et billede at Møns Klint og Mælkevejen på ét billede. Og det tog ham hele natten, hvor han arbejdede med fire kameraer om at tage tre rigtig gode billeder. Men det er deres tilgang til det – alt skal være helt i orden, før de er tilfredse, siger han.

Besøgte Møn tilbage i 1965

Det er første gang siden 1965, at National Geographic besøger Møn. 

 
  Foto: Ole Eskling

Magasinets fotograf Rutger Geerling skriver dog på sin åbne Facebook, at det var et af hans mest vilde opgaver længe.

- Alt faldt til sidst på plads i de sidste fire timers nattemørke. Stormskyerne trak væk, og den berømte mørke himmel over øen Møn kom frem. Den smukke solopgang bagefter var en perfekt kulmination på en lang og stressende nat med fotografering. Jeg kommer tilbage, det er sikkert, skriver han fra lufthavnen.

Holdet fløj hjem til Holland mandag aften.


Nyhedsoverblik