Regionale spillere siger nej til landshold: - Vi er solidariske med vores kolleger

Der er efter alt at dømme ikke nogen spillere fra Næstved eller Nykøbing FC i den landsholdstrup, der er udtaget til kampen mod Slovakiet i morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DBU har sendt en forespørgsel til alle spillere i Superligaen, 1. division og 2. division i håbet om at samle et alternativt landshold til onsdagens venskabskamp i fodbold mod Slovakiet.

Men forbundet får ikke spillere fra 1. divisionsklubberne Næstved Boldklub eller Nykøbing FC med på holdet.

- Vi har selvfølgelig snakket om det i truppen, og jeg kan selvfølgelig ikke svare 100 procent for mine holdkammerater, men mit indtryk er, at der ikke er nogen herfra, der vil stille op, siger offensivspilleren Christoffer Boateng fra Næstved til TV ØST. 

quote Jeg har i hvert fald ikke lyst til at gå imod mine kolleger

Christoffer Boateng, fodboldspiller Næstved Boldklub

Og han bliver bakket op af forsvarsspiller Kasper Mertz.

- Jeg får nok aldrig muligheden for en landskamp igen, men det ville være en forkert baggrund at spille på. Selvfølgelig vil man gerne hjælpe sit land, men det er heller ikke sjovt at blive en lus mellem to negle i sådan en konflikt. Så jeg tror, det er en ret samlet holdning blandt spillerne i Superligaen og divisionerne, at vi er solidariske med vores kolleger, siger Mertz.

Personligt har 23-årige Christoffer Boateng valgt at takke nej til tilbuddet, selvom han altid har drømt om at trække i den rød-hvide landsholdstrøje.

- Jeg er medlem af Spillerforeningen og vil derfor være solidarisk med mine kolleger på landsholdet. Jeg må indrømme, at jeg ikke har sat mig så meget ind i konflikten, men jeg har i hvert fald ikke lyst til at gå imod mine kolleger.

- Alle drømmer om landsholdet

Fra kollegerne længere sydpå i Nykøbing FC lyder samme melding. Her er midtbanespiller Mads Kaalund af den opfattelse, at alle på holdet har takket nej.

- Alle drømmer om landsholdet, men det skal være noget, man gør sig fortjent til og ikke noget, man bare kan melde sig til, mener Mads Kaalund.

Også han ønsker at være solidarisk med sine fodboldkolleger.

- Jeg er medlem af spillerforeningen, men jeg ville også have sagt nej til at spille på den her baggrund, hvis jeg ikke var, understreger Kaalund.

NFC's angriber Joachim Wagner siger til Folketidende, at alle spillere i klubben - så vidt han ved - har takket nej.

Ifølge flere medier er det tirsdag formiddag lykkedes DBU at finde 23 spillere, der vil repræsentere Danmark.


Nyhedsoverblik